EU-landenes justitsministre kan mandag endnu en gang konstatere, at de er meget langt fra at være enige om, hvordan EU i fællesskab skal sikre borgere og virksomheder bedre beskyttelse af følsomme elektroniske data.
Justitsminister Morten Bødskov (S) er på et møde med sine EU-kolleger i Luxembourg blandt de mest klare i mælet blandt en række ministre, der tager afstand fra et centralt element i EU-Kommissionens forslag.
Det handler om forslaget om at indføre en såkaldt "one stop shop". Det er princippet om, at det skal være databeskyttelsesmyndigheden i det land, hvor en virksomhed har sin primære aktivitet, der skal stå for overvågningen og håndtere eventuelle klager.
- Det er noget, vi synes, man skal overveje meget nøje.
- Overordnet må jeg sige, at Danmark ikke kan acceptere en situation, hvor tilsynsmyndighederne i ét land får magt til at træffe bindende beslutninger i et andet medlemsland, siger Bødskov.
EU-Kommissionen spillede i januar sidste år ud med sit forslag til at ændre EU's databeskyttelsesregler fra 1995.
Målet er blandt andet at styrke beskyttelsen af persondata, blandt andet når almindelige borgere deler oplysninger via internettjenester som Facebook og Google.
Tidligere diskussioner af andre elementer af kommissionens forslag har også vist stor uenighed mellem medlemslandene og stor skepsis over for justitskommissær Viviane Redings udspil.
Ifølge EU-diplomater skal man næppe vente, at der kommer gennembrud i forsøget på at reformere databeskyttelsesreglerne i år.
Morten Bødskov siger, at der er tale om et meget stort og kompliceret forslag.
- Fra dansk side handler det om, at vi på den ene side skal sikre, at vi har en ordentlig databeskyttelse.
- På den anden side skal vi også have en databeskyttelse, som ikke er med til at spænde ben for alt det, vi gerne vil have også - en effektiv offentlig sektor og et konkurrencedygtigt erhvervsliv.
- Det betyder ikke, at man ikke også kan have effektiv beskyttelse af vores dataoplysninger. Men det handler om at finde den rigtige balance, siger Bødskov.
/ritzau/