Rina Ronja Kari er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, hvor hun har siddet siden 2014. Hun er cand. soc. i virksomhedsledelse og har tidligere arbejdet som konsulent i en faglig organisation. Rina brænder især for arbejdsmarkeds- og socialpolitik og sidder i EU-parlamentets beskæftigelsesudvalg. Her kæmper hun blandt andet mod social dumping, velfærdsnedskæringer og uretfærdige handelsaftaler. Rina blogger om EU-politik og arbejdet i EU-parlamentet. Hendes foretrukne skydeskive er de store virksomheder og EU-lederne, som hun mener lukker øjnene for de problemer, borgerne oplever i deres hverdag.
HER I SIDSTE UGE havde jeg et meget opsigtsvækkende møde med en lobbyist fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Han var kommet for at advare mig om et nyt direktiv, som EU-kommissionen fremlagde lige inden jul, den 21. december. På grund af det sene tidspunkt må jeg indrømme, at jeg ikke selv havde opdaget det. Men det er jeg sørme glad for, at DA havde!
Det nye direktiv om gennemsigtige arbejdsvilkår åbner nemlig op for en række angreb på overenskomsterne og den danske model.
FORSLAGET VIL INDFØRE en lang række krav til, hvad medarbejderne skal informeres om ved ansættelsen. Noget af det giver nok meget god mening, for eksempel hvilken løn man får.
Men andre dele vil fratage de faglige organisationer og særligt overenskomsterne deres magt og mulighed, for at indrette arbejdslivet bedst.
For eksempel fastsætter direktivet en række regler for, hvordan arbejdstiden skal skemalægges. Selvom man for eksempel bliver ansat i en stilling med skiftende arbejdstidspunkter, skal der allerede fra ansættelsens start aftales et arbejdsskema, der lever op til EU’s definitioner.
AT TRO, AT MAN kan indføre én model for arbejdstilrettelæggelse og så indføre den i hele EU, det er simpelthen en kæmpe fejl. Herhjemme i Danmark er det jo eksempelvis noget, som overenskomsterne normalt tager højde for.
Derudover introducerer forslaget en EU-definition af, hvornår man er lønmodtager og arbejdsgiver. Det er noget, der eksempelvis har stor betydning for brudfladerne mellem hvornår man betegnes som selvstændig, og hvornår man betegnes som arbejdstager med et helt andet sæt af rettigheder.
DET ÅBNER OP FOR, at det er EU’s job at definere, og at EU-domstolen dermed skal afklare fremtidige uoverensstemmelser. For Danmarks vedkommende altså over Arbejdsretten, som jo ellers har den kompetence herhjemme.
Forslaget dækker alle arbejdstagere i hele EU. Der er tale om en pakkeløsning, der ikke tager højde for hverken forskellige brancher eller forskellige arbejdsmarkeder i de forskellige lande.
For at sætte trumf på, så understreger Kommissionen i forslaget, at medlemslandene skal bruge alle nødvendige redskaber for at sikre, at også overenskomsterne lever op til de nye regler.
DET VAR DISSE ANGREB på den danske model, som DA blandt andet var kommet for at advare mig om. Arbejdsgivernes repræsentant fortalte, at de ser forslaget som et alvorligt angreb på arbejdsmarkedets parters ret til at tilrettelægge arbejdet gennem overenskomster, og at de var overraskede over, at Kommissionen var gået så langt.
Og selvom DA og jeg tit kan være uenige om arbejdsmarkedsspørgsmål, så må jeg indrømme, at jeg til fulde forstår deres bekymring her!
Kommissionens nye forslag skal angiveligt beskytte arbejdstagerne.
Men når man nærlæser teksten – og det håber jeg, at mange fagforeninger vil gøre – ser det ud til, at effekten bliver lige omvendt!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.