Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
DER ER MASSER AF SKEPSIS forud for kommunalvalget den 21. november. Gruppen Party Rebels inviterer til Valgtæsk i Ungdomshuset, hvor de opfordrer til, at man kommer og får makuleret sit valgkort og smadrer valgplakater. Argumentationen er: ”Vi gider ikke fejre de politikere, der i minutiøse detaljer skal ruinere vores lokalsamfund de næste fire år. Vi vil tæske dem!”
Andre bliver bare hjemme på sofaen, fordi de tænker, at det alligevel ikke nytter. Men bor du i København, skal du overveje, hvad du baner vej for, hvis du ikke gider bevæge dig ned til valglokalet. De borgerlige partiers kandidater fremstår nemlig som storbytosser, der er så desperate i deres udmeldinger, at selv Donald Trump fremstår normal.
DET ER HELT KORREKT, at kommunal- og regionsrådsvalget ikke ændrer på de helt store linjer. De store økonomiske linjer og de nedskæringer, der vælter ned over velfærdssamfundet, besluttes nemlig helt andre steder.
Folketingets partier har over en bred kam accepteret nødvendighedens politik. Den er dikteret af EU og betyder, at anset hvad de nationale parlamenter måtte mene om deres velfærdssamfund, så er der dømt nedskæringer år ud og år ind. I sidste ende er det de årlige økonomiaftaler mellem regeringen, KL og Danske Regioner, der suverænt beslutter serviceniveauet i kommunerne og regionerne.
Økonomiaftalerne har medført minusvækst i den offentlige velfærd og farvel til 40.000 offentlige ansatte i kommunerne siden 2009, og produktivitetstyranniet har presset sundvæsenet til randen af kollaps. Skiftende regeringer har været dygtige til at sætte en præmis om, at vi skal være glade, hvis vi kun får hugget en arm af, for de kunne have taget to.
SÅ MEDMINDRE AT KOMMUNALPOLITIKERNE i landets 98 kommuner gør oprør, hvilket vi så spirerne til i 2016 med Velfærdsalliancens kamp mod omprioriteringsbidraget, så står den på voldsommere nedskæringer de næste fire år - uanset hvem der kommer til magten i din kommune.
Så umiddelbart kan man tænke, at kommunalvalget ikke gør den store forskel – og dog. For selvom det kommunale selvstyre er sat ud af kraft i forhold til den økonomiske ramme, så er der stadig stor forskel på, hvem der sidder på det politiske flertal i din kommune. Det følger ikke altid den traditionelle skillelinje i folketinget. Men for hovedparten gør den.
Særligt i landets største byer, hovedstadsområdet og i særdeleshed i København.
I LANDETS HOVEDSTAD KAN MAN ENTYDIGT SIGE, at det vil være en katastrofe, hvis de borgerlige partier skulle komme til magten og få flertal i Borgerrepræsentationen. De ville gå ideologisk amok med udliciteringer, privatiseringer og skattelettelser. Det ville blive et minilaboratorium for Venstres og Liberal Alliances unge løver og løvinder.
De borgerlige partiers kandidater er kommet med udsagn i debatten, der gør, at de kun kan beskrives som storbytosser. De dårligste skoler skal nemlig tvangslukkes, hvis de ikke hæver niveauet, mens bandekriminelles familier kollektivt skal afstraffes, hvis det står til Venstres spidskandidat i København, Cecilia Lonning-Skovgaard.
Spidskandidaten for Det Konservative Folkeparti, Jakob Næsager, mener, at det er spild af penge at renovere byens skoler, for sammenhæng mellem arkitektur, krop og læring, er en by i Rusland for de konservative. Så skid hul i skimmelsvamp, dårligt indeklima og ulækre toiletter.
Liberal Alliances nye spidskandidat, Alex Vanopslagh, har et papegøjeprogram, der lyder som et dårligt ekko af partiets program: Skattelettelser, skattelettelser og atter skattelettelser. Uagtet at de fleste budgetforlig tilgodeser erhvervslivet langt ud over det acceptable og på bekostning af velfærd til børn, unge, socialudsatte og ældre.
Kort sagt, at overlade ansvaret for landets største kommune til de borgerlige i København, svarer til at overlade retspolitikken til Loyal to Famillia og Satudarah og nøglerne til barskabet og bilen til teenagerne.
HELDIGVIS TYDER PROGNOSERNE PÅ, at københavnerne stemmer med både hjertet og hjernen, og at vi får en rødere, grønnere og mere socialt ansvarlig borgerrepræsentation efter 21. november. Det vil styrke kampen mod nødvendighedens politik fra Folketinget. Det vil forstærke kampen mod den stigende ulighed i København, uanset om vi taler boliger, dagtilbud eller reformramte. Det vil betyde et grønnere og mere bæredygtigt København. Det vil betyde forsøg med 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, og det vil betyde, at arbejdet med tillidsdagsorden og arbejdsfællesskaber forsætter til gavn for byens 45 .000 ansatte.
SÅ DEN 21. NOVEMBER GØR EN FORSKEL, for kommunen er i bund og grund os alle sammen. Vi bor, arbejder og studerer alle i en kommune. Kommune betyder fællesskab, og det er vores chance for at gøre kommunerne til bæredygtige, inkluderende og solidariske fællesskaber.
Men skal vi for alvor skabe en ny politisk kultur og samtale, så skal vi udvikle stærke, inkluderende alliancer af gode naboer og handlekraftige fællesskaber i alle vores kommuner, i alle bydele og kvarterer. Kun på den måde kan vi gøre drømme til virkelighed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.