Ritzau
Opdateret kl. 08:53
Ikke bare er der flere på arbejdsmarkedet, der er også kommet flere i arbejde, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Samlet voksede arbejdsstyrken med 21.000 i tredje kvartal 2017 til 2.917.000. Målingen kigger kun på dem, der er del af arbejdsstyrken i alderen 15-64 år. Og altså ikke personer på førtidspensioner, pensionerede eller andet.
Antallet af beskæftige steg med 20.000 i tredje kvartal til 2.718.000. Dermed er ledigheden - den såkaldte AKU-ledighed - på 172.000 svarende til 5,9 procent af arbejdsstyrken.
- Beskæftigelsesfrekvensen, som angiver de beskæftigedes andel af befolkningen, lå i tredje kvartal 2017 på 75 procent, opgjort i faktiske tal.
- For mændene lå den på 77 procent, og for kvinderne lå den på 72 procent.
- Omvendt var en større andel af kvinderne i alderen 15-64 år uden for arbejdsstyrken - nemlig 23 procent - mens det for mændenes vedkommende drejede sig om 18 procent, skriver Danmarks Statistik.
Erhvervsinteresseorganisationer har længe slået på tromme for, at der er ved at opstå flaskehalse, og at flere danskere skal ud på arbejdsmarkedet, hvis den økonomiske vækst skal fastholdes.
- Vi har en meget kraftig fremgang i arbejdsstyrken, og det er med til at holde væksten oppe. Det gør det muligt for virksomhederne at tage flere medarbejdere ind, og lige nu er behovet for flere medarbejdere stort.
- Jobfremgangen kan kun lade sig gøre, fordi vi får flere udenlandske medarbejdere ind og fordi de ældste medarbejdere fortsætter længere, inden de går på pension, siger underdirektør i DI Steen Nielsen.
Hos Dansk Erhverv er det dog malurt i bægeret, at antallet af ledige i målingen ikke falder.
- Lidt firkantet sagt er 172.000 "likes" til et job slet ikke det samme som et reelt tilgængeligt og mobilt udbud af arbejdskraft, skriver Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.
/ritzau/