Skuespiller Amalie Dollerup har et varmt hjerte, der banker for samfundets udsatte. Derfor har hun også sagt ja til at give en julekoncert onsdag den 29. november i København til fordel for hjemløse og udsatte borgere i hovedstaden.
Det fortæller hun til Billed-Bladet.
Stjernen fra TV 2’s successerie ’Badehotellet’ skal synge både danske og udenlandske julesange, men også kendte numre fra populære tv-julekalendere.
Overskuddet fra koncerten går til Hugs & Food, som er et værested for hjemløse i Nansensgade i København.
- Det er rigtig meningsfuldt at kunne hjælpe folk, der har det svært. Specielt her i vinterperioden, hvor de hjemløse har endnu hårdere vilkår pga. det kolde vejr og for eksempel ikke har ressourcerne til at holde jul. Det giver endnu større mening for mig at holde koncerten, når overskuddet går til et godt formål, siger hun til Billed-Bladet.
Amalie Dollerup skal optræde sammen med musikerne Jacob Venndt og Pojken Flensborg.
Den 31-årige skuespiller vil henimod jul optræde med flere julekoncerter rundt omkring i Danmark. Ifølge Julekoncerter.dk slutter hun af i Tinghallen i Viborg søndag den 17. december.