Når Danmark 1. januar træder ind i FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC), skal man bruge den centrale position til at stå vagt om menneskerettighederne og rejse kritik af staters krænkelser af disse rettigheder.
Det håber i hvert fald Stinne Lyager Bech, der er policychef i Amnesty International.
- Det at Danmark er medlem nu, giver os en mere central position.
Hun påpeger, at selv om at Danmark er et lille land, der i andre sammenhænge ikke har en så stor stemme, kan medlemskabet i menneskerettighedsrådet give Danmark en større stemme.
- Og den skal man selvfølgelig bruge til at komme med mere kritik af stater, som ikke overholder menneskerettigheder, understreger Stinne Lyager Bech.
I oktober blev Danmark for første gang nogensinde valgt ind i FN's Menneskerettighedsråd, som blandt andet arbejder for at fremme og beskytte menneskerettigheder på verdensplan.
På daværende tidspunkt sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA):
- Vi vil bruge pladsen til at holde fanen højt på et område, som ligger Danmark meget på hjerte, og hvor vi har høj status ude i verden - altså forsvaret for menneskerettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder.
I Amnesty International blev man glad for udmeldingen fra udenrigsministeren, og derfor håber man nu, at Danmark vil holde fast i ambitionerne, når vi træder ind i rådet.
- Noget af det, vi håber, Danmark vil byde ind med, er at sætte fokus på mennesker rundt omkring i verden, som kæmper for menneskerettigheder, og som bliver udsat for krænkelser, forfølgelser og bliver sat i fængsel, siger Stinne Lyager Bech.
Hun tilføjer, at det vil være særligt vigtigt, at man står op om disse menneskerettighedsforkæmpere og rejser deres sager i rådet i et forsøg på at presse staterne til at give dem bedre forhold.
- Det er vigtigt, at der er nogen, som kæmper deres sag i menneskerettighedsrådet, og det håber vi, at blandt andet Danmark vil være med til at gøre som medlem af rådet.
FN's Menneskerettighedsråd samles næste gang i Schweiz' hovedstad, Genève, i marts.
/ritzau/