Hug en hæl og klip en tå.
Ansatte i ældreplejen må tilpasse sig og tage imod endnu en opgave, når de besøger de ældre i deres hjem. De skal nemlig være klar til at klippe borgernes tånegle. En opgave, der hidtil har været udført af professionelle fodplejere.
Men en principafgørelse fra Ankestyrelsen siger nu, at det fremover er en opgave, kommunerne skal tilbyde så længe, der er tale om almindelige pleje og ikke en faglig kompliceret behandling.
For det kan være en vanskelig opgave, hvis den ældre har fortykkede negle, hårdhudsdannelser, kredsløbslidelser eller diabetes. Og netop derfor har det tidligere været en opgave for specialister.
Hos FOA mener man godt, ældreplejen kan løfte opgave.
- Med den nødvendige oplæring, er det en opgave social- og sundhedsassistenterne kan løfte. Og vi vil meget gerne have et samspil med fodterapeuterne, som vi har det med andre faggrupper, siger Karen Stæhr til Fagbladet FOA.
Principafgørelsen kommer efter en borger i 2016 klagede over, at hun ikke kunne få udført fodpleje af social- og sundhedshjælperen.