AaB fyrer Morten Wieghorst som træner

Sport
Superliga kampen mellem Vejle Boldklub og Aab på Vejle Stadion fredag den 23. november 2018 (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)

Superligaklubben AaB har valgt at afbryde samarbejdet med cheftræner Morten Wieghorst.

AaB stopper samarbejdet med cheftræner Morten Wieghorst med øjeblikkelig virkning, oplyser fodboldklubben i en fondsbørsmeddelelse.

Assistenttræner Jacob Friis vil i den resterende del af året overtage opgaven som cheftræner, hvilket indebærer tre superligakampe mod Esbjerg, AC Horsens og OB.

- AaB har straks igangsat arbejdet med at finde en afløser for Morten Wieghorst, oplyser klubben.

AaB er lige nu placeret på en sjetteplads i Superligaen med 22 point efter 17 spillerunder.

Det har indtil nu været en sæson med mange op- og nedture. I de tre seneste ligakampe er det blevet til tre 1-1-resultater - senest i fredags ude mod Vejle.

Siden 5-0-sejren 23. september ude over Hobro er det dog ikke lykkedes for AaB at vinde i Superligaen.

Det har især knebet med at finde vej til nettet for nordjyderne, og især 0-1-nederlaget hjemme til Vendsyssel i slutningen af oktober var skuffende. Det kom lige efter to liganederlag til Brøndby og OB.

Det har resulteret i en kedelig stime på syv sejrsløse superligakampe, der tilsammen har bidraget med sølle fire point.

Og går man lidt længere tilbage i sæsonen ser det ikke meget bedre ud for den nordjyske klub.

AaB har i de seneste 12 superligakampe blot vundet et enkelt opgør, og i alt har de 12 kampe resulteret i ti point.

Til gengæld er det gået godt for AaB i den danske pokalturnering, hvor holdet er nået frem til kvartfinalen efter en 5-0-sejr ude over FC Roskilde og en 1-0-sejr hjemme over Horsens.

Wieghorst havde kontraktudløb efter denne sæson, men kan altså allerede nu se sig om efter en ny arbejdsgiver.

Tidligere i karrieren har han været cheftræner for FC Nordsjælland og AGF. Han har også været U21-landstræner.

Som aktiv spiller optrådte han for Brøndby, Lyngby, Celtic og Dundee FC.

Wieghorst spillede også 30 landskampe og scorede 3 mål for Danmark.

/ritzau/