Politikerne ved ikke, hvad de har med at gøre, når de hele tiden kommer med nye krav til, at folk skal blive længere på arbejdsmarkedet.
Det mener 63-årige Flemming Urth fra Visse syd for Aalborg. Han har siden december sidste år været på efterløn.
Flemming Urth blev nødt til at udnytte den mulighed, han takket være efterlønsordningen havde for at stoppe med at arbejde inden pensionsalderen. Han kunne ikke mere. For arbejdet gav ham smerter, og det er problem, han deler med mange af sine kolleger.
Som maler tilhører Flemming Urth nemlig den faggruppe, som ifølge en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har flest smerter i forbindelse med arbejdet.
- Jeg var moden til at gå på efterløn for tre år siden. Ja, jeg har nok arbejdet tre år for meget, siger han.
Ondt i det meste af kroppen
Det er det meste i kroppen, der gør ondt: nakke, skuldre, knæ, hofter og ryg. Lige nu står han for at skulle til undersøgelse på hospitalet for sine knæ, som måske skal opereres.
- Jeg havde en arbejdsskade tilbage i 1981, hvor jeg faldt seks meter ned med en stige, der skred bagud. Jeg smadrede begge ben og fik et lille brud på ryggen. Måske har det gjort tingene værre hen ad vejen, overvejer Flemming Urth.
Han nåede at arbejde 42 år som udlært maler. Men det var først for 10 år siden, da han havde passeret de 50, at kroppen begyndte at sige fra. Og de sidste fem år af hans arbejdsliv var rigtig slemme, som han udtrykker det.
- Knæene har jeg altid døjet med. Men så kom smerterne i skulder og nakke – nok af at gå og male lofter. For fem år siden kom jeg så til kiropraktor og fik taget røntgenbilleder, som viste gigt i nakkehvirvlerne, fortæller han.
En grænse for galskaben
Flemming Urth har haft smertestillende medicin, som han har taget en gang imellem. Aldrig om morgenen før han tog på arbejde, for efter et hvil har han altid været klar til en ny tørn. Det var mere påkrævet med pillerne, når han kom brugt hjem med smerter i ryg og ben.
- Mennesket er nu engang sådan skabt, at de vil gøre det så godt, de kan, forklarer Flemming Urth om sin seje kamp frem mod efterlønsalderen.
Derfor tror han også, at hans håndværkerkolleger vil prøve at bide smerterne i sig og så vidt muligt klø på, efterhånden som tilbagetrækningsalderen hæves. Men det er urimeligt, og på et tidspunkt når man en grænse, mener han.
- Så må man have en invalidepension og nogle udefra til at vurdere, hvem der er tjenlig til at træde tilbage, og hvem der kan klare fem år mere. Eller lave en regel om, at 40 år på arbejdsmarkedet må være nok. For man kan ikke tvinge folk til at arbejde, hvis de ikke kan, siger han.
Altid pres på
Når han ser tilbage på sit arbejdsliv kan han sagtens se, hvad det er, der har slidt på kroppen. Det har været ned på knæ hundrede gange om dagen, maling af loft med hovedet vredet tilbage, løft af redskaber og maling og forvredne arbejdsstillinger for at komme ind i alle kroge.
De hjælpemidler, der har været til rådighed, er i vid udstrækning ikke blevet brugt.
- Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det tager nok lidt længere tid, og der er jo pres på. Tingene skulle jo gerne være færdige i går, fortæller han.
Flemming Urth har da talt med kolleger om smerter og belastninger i arbejdet. Lige præcis nok til, at man ved, hvordan man hver især har det. Men ikke så meget, at man har gjort det til en fælles sag.
- Det er måske ikke det vigtigste, når man går ud og snakker med andre. Der er ting, der er sjovere, siger han.
En streg i regningen
Flemming Urth blev maler, fordi faget tiltalte ham, og han har også været glad for sit arbejde langt hen ad vejen. Men at arbejdet skulle ende med at slide ham ned er en streg i regningen, som godt kan få ham til at overveje, om han i sin tid valgte rigtigt.
- Selvfølgelig fortryder man, når kroppen ikke kan længere. Så tænker man, at det måske havde været skønnere at være skolelærer. Men så var man måske blevet nedslidt i hovedet i stedet for, overvejer han.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.