En 16-årig dreng gav et særdeles dårligt førstehåndsindtryk, da han fredag formiddag søgte job i Bilka i Sønderborg.
Efter at have afleveret sin jobansøgning fortsatte han ind i butikken, hvor han så sit snit til at stjæle en deodorant. Han nåede ud af butikken igen med deodoranten, inden personalet nåede at tilbageholde ham.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Tyveriet var da heller ikke særligt godt gennemtænkt, for det var ret nemt for politiet at lokalisere ham. Alle drengens personoplysninger stod nemlig på den jobansøgning, han netop havde afleveret i butikken.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at drengen ikke fik jobbet.