De kommuner, som taber på udligningsreformen, kan øge indkomstskatten og selv beholde de ekstra skatteindtægter.
Det har 15 kommuner valgt at gøre brug af.
Det skriver Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Samlet set svarer det til skatteindtægter for 236 millioner kroner som er reserveret af kommunerne ud af den samlede ramme på 430 millioner kroner.
Yderligere 12 kommuner har ansøgt ministeriet om at få lov til at forhøje skatten, selv om de ikke taber penge på udligningsreformen.
De ansøgninger skal ministeriet nu behandle.
FAKTA: Disse kommuner sætter skatten op
En række kommuner står til at miste penge på den nye udligningsreform, som fordeler penge mellem landets kommuner.
Folketinget har givet mulighed for, at kommuner med tab på udligningsordningen kan sætte skatten op.
Her er en oversigt over de 15 kommuner, der har valgt at bruge muligheden til at sætte skatten op, og hvor mange penge kommunerne vil hente på forhøjelsen:
1. Aarhus: 67,9 millioner kroner.
2. Gentofte: 32,8 millioner kroner.
3. Rudersdal: 23,1 millioner kroner.
4. Roskilde: 18,6 millioner.
5. Horsens: 16,1 millioner kroner.
6. Helsingør: 14,3 millioner kroner.
7. Skanderborg: 12,4 millioner kroner.
8: Hillerød: 11,7 millioner kroner.
9. Greve: 11,3 millioner kroner.
10. Hørsholm: 9 millioner kroner.
11. Lejre: 6 millioner kroner.
12. Solrød: 5,4 millioner kroner.
13: Vallensbæk: 3,5 millioner kroner.
14. Lyngby-Taarbæk: 2,8 millioner kroner.
15. Fanø: 0,8 millioner kroner.
Kilde: Social- og Indenrigsministeriet.
/ritzau/