Blogger: Politikere giver børn fra underklassen fuckfinger - går kun op i skattelettelser

Af Jan Hoby
SE ALLE BLOGINDLÆG

JØRN BLEV berømt som hovedpersonen i tv-dokumentaren ’Er du mors lille dreng?”, og han er blevet symbolet på en socialfaglig indsats til dumpekarakter.

Han blev født af forældre, der slet ikke besad forældreevne, og som fik lov til at påføre ham varige skader, mens pædagogerne så på, fordi der skal så uendeligt meget til, før nogen tager børnenes parti i det her samfund. Børn tilhører nemlig forældrene, og på det punkt er vores moderne samfund kun en tynd fernis over årstusindgamle strukturer, hvor børnene tilhører familien under ledelse af patriarken, som kan gøre med kone, børn og trælle, som han har lyst til.

Dansk lovgivning slår stadig fast, at børn er forældrenes ejendom, og at alle bestræbelser skal rette sig mod at holde barnet i familien eller at få barnet hjem til familien igen.

DE SENESTE ÅR har budt på reformer og forbedringer, men ideologisk set er der stadig større fokus på forældrenes retssikkerhed end på barnets, og det er ikke lykkedes os som samfund at skabe chancelighed for de børn, der bliver født i de allermest udsatte familier uden forældreevne; de børn kan stadig se frem til et liv, der er præget af de svigt, de blev udsat for som små.

Tiltag, der markedsføres som forbedringer som netværksanbringelser og "tæt på familien"-indsatser misbruges af økonomisk nødlidende kommuner til at spare på indsatserne over for de mest truede børn, og socialrådgiverne får besked på at tage børn hjem af økonomiske årsager og må ikke bruge de dyre specialiserede tilbud og henvises i stedet til mere eller mindre blakkede private bosteder uden tilstrækkelig faglighed.

Der er klokkeklar evidens for, at de første 12 måneder i et barns liv er helt afgørende. Faktisk er spædbarnets tre første måneder de allervigtigste i vores alles videre rejse i livet. Oplever barnet ikke her tryg, sikker og vedvarende tilknytning, er det ekstremt svært at rette op på og vil give barnet varige problemer med at knytte sig til andre mennesker og til at forstå deres signaler.

VI VED OGSÅ fra omfattende forskning, at man faktisk ret hurtigt kan se på et lille barn, hvis det ikke trives. En erfaren pædagog eller en psykolog kan ret hurtigt aflæse, om spædbarnet reagerer rigtigt på øjenkontakt og berøring. Forældre, der selv er blevet set, hørt og spejlet, kan også.

Men systemet fra folketinget til kommunalbestyrelsen og ned igennem det kommunale ledelseshierarki, interesserer sig bare ikke for de helt små børn. Selv om alle snakker om Heckmann- kurven, tidlig indsats og jo tidligere indsats, jo bedre i disse år, er der langt fra ord til handling og flere ressourcer. Det er faktisk kun sundhedsplejersken, der møder de helt små børn, og sundhedsplejersken kommer kun ind i familien, hvis hun er inviteret af forældrene. Vi fremhæver i Danmark altid vores sundhedsplejerskesystem som det gode eksempel på den tidlige indsats. Men noget tyder på, at det ikke er nok – eller ikke godt nok – for det har ikke rykket, og børnene får typisk hjælp alt for sent.

Samfundet bliver nemlig først for alvorlig interesserede i børnene, når de ikke lever op til det, de ”skal kunne” op gennem barndommen. Ser man på den seneste opgørelse fra Ankestyrelsen, kan man se, at kun 11 procent af de børn, der bliver fjernet fra hjemme, bliver det, mens de er under tre år. Kun seks procent bliver fjernet i børnehavealderen. Det stiger til 16 procent i 7 til 11 års alderen, hvor barnet begynder i skolen og viser sig ikke at kunne undervises. De børn er typisk blevet favnet af pædagogerne i børnehaven. Og så eksploderer anbringelsestallet til 46 procent mellem 15 og 17, når misbrug og kriminalitet støder til. Og her er det alt, alt for sent.

DET ER PROVOKERENDE igen og igen at opleve situationer, hvor små børn lider, fordi deres forældre ikke er i stand til at give dem omsorg og tryghed. Men det er endnu mere provokerende at være vidne til politikerne i folketing og kommunalbestyrelse, der mod bedre viden, årti efter årti, forsætter med systematisk politisk omsorgssvigt af børn, fordi kernefamilien er ukrænkelig.

Det sørgelige er, at vi kender alle risikofaktorerne og kunne i princippet gribe ind og give familien ekstra støtte før fødslen - eller tage en beslutning om at anbringe med det samme. Men hvorfor vurderer vi ikke systematisk forældres muligheder for at blive gode nok forældre, hvis vi ved at de er i risikogruppen? For vi kender tegnene på det at være i risikogruppen:

· 40 procent af de børn, der ender med at blive anbragt, har mindst én forælder, der har været anbragt som barn.

· 44 procent af de anbragte børns forældre har eller har haft et stort forbrug af alkohol, hash, narkotika eller angstdæmpende/beroligende medicin.

· Anbragte børns forældre har markant oftere end andre forældre levet et liv præget af vold og kriminalitet.

· Anbragte børns forældre er typisk godt kendte af systemet i forvejen på baggrund af massive problemer, socialt, psykologisk og økonomisk – som Jørns far og mor også var.

SÅ HVORFOR skal flere børn gennemgå det, som Jørn har gennemgået? Hvorfor har vi ikke magtet at knække kurven på 20 år?

Selvfølgelig er det provokerende, når sociale myndigheder "griber ind", eventuelt med påtvungne hjælpeforanstaltninger eller beslutninger om fjernelse af barnet fra forældrenes varetægt. For hvem ønsker som forældre at blive udsat for det. Men hvad fanden er alternativt? Det er et maltrakteret menneske.

Jeg var i otte år ansat på Skodsborg Observations- og behandlingshjem for småbørn frem til 2001. Så jeg har mødt alt for mange børn, der som Jørn har betalt en høj pris for, at småbørn ingen værdi har i dette land.

Det er dog min oplevelse, at der i Jørns levetid trods alt er sket lovgivningsmæssige forbedringer, der giver myndighederne lidt større mulighed for at sætte undersøgelser i gang uden forældrenes samtykke, forpligter sagsbehandleren til at se og tale med børnene etc . Men det er langt fra nok.

TIL GENGÆLD er de økonomiske rammer for arbejdet blevet ekstremt meget ringere, og de gode steder med høj fagkundskab lukker ned, fordi kommunerne ikke vil og kan betale!
Det er blot politikernes fuckfinger og besked til børn fra underklassen. Jeres liv betyder ikke en skid. Men det gør skattelettelser og deres børn.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].

Om Jan Hoby

Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.