Tusindvis af venezuelanere har tirsdag været på gaden i det kriseramte sydamerikanske land. De forlanger, at landets militær og præsident Nicolas Maduro lader nødhjælp komme ind i landet.
Nødhjælp fra USA har hobet sig op i Venezuelas naboland Colombia, fordi militæret under Maduros ordrer har blokeret for den.
Maduro afviser, at der i øjeblikket udspiller sig en humanitær krise i Venezuela. Han mener i stedet, at det hele er en "politisk forestilling", der skal give USA en undskyldning for at lede en invasion i landet.
Den spændte politiske situation i Venezuela spidsede yderligere til i januar.
Her udnævnte lederen af den oppositionskontrollerede Nationalforsamling, Juan Guaidó, sig selv som fungerende præsident i landet.
Han er siden blevet anerkendt af en lang række vestlige lande.
Guaidó var selv en del af tirsdagens demonstrationer. Her sagde han, at han vil sørge for, at nødhjælpen kommer til landet 23. februar.
- Der er næsten 300.000 venezuelanere, der vil dø, hvis nødhjælpen ikke når frem. Der er næsten to millioner, hvis helbred er i fare, siger Guaidó.
- Men det ligger fast, at nødhjælpen vil komme ind i Venezuela, for tronraneren har ikke andet valg end at forlade Venezuela, siger oppositionslederen med henvisning til præsident Maduro.
Guiadó har flere gange brugt ordet tronraner om Maduro. Det er en betegnelse for en person, der ulovligt tilegner sig magt.
- Det er ikke første gang, Venezuela bliver befriet fra en tyran. Det er ikke første gang, men vi håber, at det bliver sidste gang, siger Guaidó.
Det hårdt prøvede venezuelanske folk mangler fornødenheder som mad og medicin, og økonomien i landet er i frit fald.
Omkring 2,3 millioner venezuelanere er flygtet fra landet siden 2015.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP