Den tropiske cyklon, der går under navnet Mahasen, har ramt kysten i det lavtliggende Bangladesh. Her er risikoen stor for stormflod, kraftige regnskyl og oversvømmelser.
Vindhastighederne i vejrsystemet når op på omkring 90 kilometer i timen, lyder det.
- Cyklonen Mahasen startede med at komme ind over Patuakhali-kysten klokken 9 (klokken 5 dansk tid, red.), siger Shamsuddun Ahmed, som er vicedirektør i Bangladeshs meteorologiske institut.
- Dens centrum er stadig i Den Bengalske Bugt og vil ramme Chittagong-kysten i eftermiddag, tilføjer han.
Bangladesh har beordret hundredtusinder til at lade sig evakuere, mens cyklonen nærmer sig landets kyster. FN har skønnet, at otte millioner mennesker i Bangladesh og Myanmar kan komme i fare under orkanen.
I 1991 blev Bangladesh ramt af en cyklon med vindstyrker på op mod 250 kilometer i timen, som ifølge DMI kostede 139.000 mennesker livet.
Belært af tidligere erfaringer begyndte Bangladesh at bygge beskyttelsesrum langs kysten, som beboere kan søge til, når vandet stiger under storme.
/ritzau/AFP