David Trads er journalist og forfatter.
Lige siden Dansk Folkeparti blev stiftet i efteråret 1995, har pilen stort sted kun peget en vej for partiet – nemlig opad:
Partiets tilslutning er tredoblet siden dets første valg i 1998 – og partiet, som ved valget sidste år fik 21,3 procent, er gået fra en paria på højrefløjen til i dag at være det største borgerlige parti. Det virkede, som om Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl kunne gå på vandet.
Lige indtil det altså begyndte at gå ned ad bakke …
I de seneste målinger står Dansk Folkeparti til at få en ordentlig en på hatten. Værst ser det ud hos Voxmeter forleden, hvor partiet falder til 16,2 procent. Et fald på tæt ved hver fjerde vælger. Troværdigen hos Thulesen Dahl oplever også et markant fald.
Den akutte årsag til den dramatiske tilbagegang – noget som Dansk Folkeparti aldrig har prøvet før – er selvfølgelig den skandale om EU-midler, som det ser ud til at partiet har raget til sig imod reglerne. Det meste tyder på, at EU agter at indlede en egentlig svindelsag.
For et parti, der aldrig har gjort andet end at pudse dets egen glorie, mens det har hånet andre partier og politikere, som har været grebet med fingrene nede i klejnekassen, er det selvfølgelig en katastrofe. Hykleri og pamperi er de to værste egenskaber i politik.
Men EU-svindlen er bare én af årsagerne til, at partiet er i knæ. Jeg mener, at der er tre tidligere grundstød, som har været med til at svække dem:
Første grundstød – partiet turde ikke gå i regering:
Valget i juni sidste år var en enestående succes for DF. Mere end hver femte stemme. Største parti i borgerlig blok. Thulesen Dahl var entydigt valgets store sejrsherre – men da han fik chancen for at opnå den allerstørste indflydelse, nemlig gå i regering, vaklede han.
Partiformanden påstod, at partiet kunne få større indflydelse uden for end i regeringen. Lige siden har det vist sig at være forkert – og ikke mindst de mange utilfredse Venstre-vælgere, som var gået til DF, har kigget mærkværdigt på Thulesen Dahls manglende mod.
Andet grundstød – partiet begik klokkeklart løftebrud:
Ved folkeafstemningen sidste år erobrede DF endnu en fornem skalp – for de vandt. Det blev et nej til en delvis ophævelse af retsforbeholdet. Allermest takket være DFs stærke nej-kampagne, som var baseret på, at Danmark sagtens kunne få en god løsning efter et nej.
Thulesen Dahls løfte var, at hvis det blev et nej, så ville han, hvis det skulle vise sig nødvendigt med en ny folkeafstemning om dansk deltagelse i Europol, selvsagt anbefale et ja – også selv om det betød, at vi skulle blive i Schengens med dets åbne grænser. Det er han nu løbet fra.
Tredje grundstød – partiet angreb den 'forkerte' elevrådsformand:
Under en ophedet tv-debat på DR2 gik Martin Henriksen, partiets udlændingeordfører, til angreb på Jens Philip Yazdani, elevrådsformanden på Langkaer Gymnasium i Aarhus, som han pludselig såede tvivl om, hvorvidt var dansker eller ej.
Elevrådsformanden, hvis mor er vestjyde og faren iraner, var rystet over angrebet, da han føler sig præcist lige så dansk som alle andre. Poul Nyrup Rasmussen gik til modangreb og sagde det indlysende: At Jens Philip er lige så dansk som andre danske drenge. Alle var enige.
Dansk Folkeparti var med andre ord allerede trængt i defensiven – af de tre grundstød: de turde ikke gå i regering; de begik løftebrud; og de angreb den ’forkerte’ for ikke at være dansk – da den seneste skandale begyndte at hærge dem.
Tilsammen tyder det på, at Thulesen Dahl, enhver svigermors drøm og den perfekte formand, pludselig har mistet grebet. Måske er det begyndelsen til, at pilen i lang tid peger nedad. En ny situation.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.