Midt- og Vestjyllands Politi fremstillede onsdag syv personer i grundlovsforhør. Alle er blevet fængslet for omfattende salg af kokain.
Fem af mændene blev anholdt i en større aktion tirsdag. De to andre er anholdt onsdag morgen.
I alt blev otte personer tirsdag anholdt i forbindelse med en politiaktion i Skive. Flere adresser blev ved den lejlighed ransaget.
Tre af de anholdte fik lov at gå igen, mens anklagemyndigheden vurderede, at resten skulle stilles for en dommer.
Midt- og Vestjyllands Politi har gennem længere tid efterforsket en gruppe personer, om ifølge politiet har skabt utryghed i Skive.
Utrygheden er kommet til udtryk ved, at politiet har modtaget en række henvendelser fra borgere om personer, der har en fremturende adfærd i bybilledet - uden at der dog har været tale om deciderede anmeldelse af kriminalitet.
Gruppen er kendt som "Porsche-banden", fordi flere af medlemmerne kører rundt i leasede biler af mærket Porsche.
Medlemmerne af gruppen er fortrinsvis unge mænd med mellemøstlig baggrund, og tidligere gik de under navnet McDonalds-gruppen.
Politiet har tidligere meldt ud, at man vil køre en nultolerancestrategi over for gruppen og blandt andet interessere sig for, hvor medlemmerne får deres penge fra. At lease en Porsche er nemlig ikke helt billigt.
- Vi kommer inden for lovens rammer til at køre nultolerance over for dem, har chefpolitiinspektør Claus Hilborg tidligere sagt til Ekstra Bladet.
De syv mænd er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. De nærmere detaljer i sagen er endnu ukendte, da retsmødet blev holdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning.
/ritzau/