Stortinget i Norge har natten til fredag vedtaget en stramning i abortloven.
Forslaget blev vedtaget med 105 stemmer for og 64 imod.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Forhandlingerne strakte sig over flere timer og fortsatte til lidt over midnat.
Undervejs var der ophedet debat i Stortinget med anklager og forsvarstaler, mens demonstranter havde samlet sig uden for bygningen, skriver norske VG.
Abortstramningen indebærer, at gravide, der ønsker en fosterreduktion, først skal have deres sag behandlet i særligt udvalg. Her skal læger tage stilling til kvindens ønske.
Fra talerstolen i Stortinget blev der rettet stor kritik mod statsminister Erna Solberg. Flere politikere anklager hende for at have efterladt kvinders rettigheder på forhandlingsbordet for at beholde magten.
- Arven efter Erna Solberg er, at hun er villig til at gøre hvad som helst for at beholde magten.
- Til og med forhandle om grundlæggende rettigheder og indføre de første stramninger i abortloven siden 1970'erne, udtaler Arbeiderpartiets næstformand, Hadia Tajik.
Det socialdemokratiske Arbeiderparti er i opposition i Norge. Regeringen består af Høyre, Fremskrittspartiet (FrP), Venstre og KrF.
I regeringsforhandlingerne fik Kristeligt Folkeparti flertal for sit forslag om fosterreduktion, men vandt ikke frem med ønsket om at ændre abortlovens paragraf 2c. Den tillader senabort ved alvorlig sygdom hos fostret.
Abortlovgivningen blev indført i 1976.
Foruden en stramning af abortloven er partierne i den nye norske regering også blevet enige om stramninger på asylområdet, at kæmpe for lavere skatter og at intensivere klimaindsatsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.