Søndag blev det til et endegyldigt farvel til "Badehotellet" og alle de mange elskede figurer i serien.
Allerede før forfatterparret, Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, satte sig til tasterne, vidste de, at det ville blive den allersidste sæson af serien efter 10 år og 64 episoder.
Derfor kastede de også alle bolde op i luften flere gange, da de skulle beslutte, hvordan serien skulle ende.
- Vi var enige om slutningen, men vi havde en million varianter. Der var så mange historier og plotlines. Vi flettede og flettede, og så pillede vi hele strikketøjet op og flettede det igen. Det tog virkelig lang tid at få lagt det puslespil, siger forfatterparret til Billedbladet.dk.
Det endte som bekendt med, at Edith overtog hotellet. Grev Ditmar og Philip slog sig ned sammen på en vingård i Frankrig. Amanda flyttede til Tyskland sammen med Uwe. Morten og Fie flyttede tilbage til Danamark. Madsen droppede Amerika og blev i Danmark, hvor de fik eget sommerhus nær ved Badehotellet. Weyse fik succes som iscenesætter og fik også eget sommerhus med fru Helene.
Otilia blev gift med præsten og fik således aldrig Hr. Auerland trods mange års flirten.
Allerede inden første afsnit af den sidste sæson løb over skærmen, var forfatterne, som også danner par privat, forberedt på, at slutningen ikke ville falde i alles smag.
- Vi er altid spændte på, hvordan det bliver modtaget, og om seerne stadig synes, det er interessant, og synes det slutter på den rigtige måde. Det vil nogle synes, og andre vil ikke synes det. Vi har mere haft en følelse af, at her synes vi, det slutter. Hvordan det bliver modtaget, ved vi ikke, sagde Hanna Lundblad og Stig Thorsboe tidligere på året til Billedbladet.dk.