Ensomheden ramte på et tidspunkt voldsomt for Sussi Nielsen efter gemalen Leos død.
Især da der blev stille efter en travl periode med koncerter og bogudgivelse.
Samtidig har mange mennesker haft en mening om, hvordan hun skal agere som enke.
Den sprælske sangerinde fra det nordjyske er dog blevet bedre til at sortere.
- Jeg gider ikke de negative kommentarer. Det kan jeg ikke bruge til noget. Der var også tidspunkter, hvor jeg blev helt forelsket, bare der var en, der skrev søde ord og små hjerter, men nu er jeg blevet klogere, fortæller Sussi Nielsen i et interview med sh.dk.
Det er også her, hun afslører, at især den mørke vinter og de tidlige forårsmåneder var hårde.
- Det værste var påsken. Alle har deres traditioner, så hvis jeg ville besøge nogen, så var de ikke hjemme. Min kæreste var også på arbejde og havde travlt. Det var frygteligt, og jeg følte mig som Palle alene i verden, fortæller Sussi Nielsen til ugebladet.