Af Rikke Hast, redigeret af Sofie Nymand, SØNDAG, Aller Media
Vi har for nylig set hende i TV2’s ”Badehotellet” som fru Fjeldsøes spirituelle søster, Lydia. Og selvom det er nogle år siden, hun spillede den trodsige Vicky Hackel i Matador, er der stadig det samme milde glimt i øjnene. Det er de færreste, der tør gætte på, at Sonja Oppenhagen er fyldt 67. Men hun føler sig også yngre.
– Det er mærkeligt at blive ældre, for man forstår det ikke helt. Indeni er man stadig 40 år. Den bedste alder, synes jeg. For man har erfaringerne, men også livslysten, gnisten og energien.
Alligevel vurderer Sonja Oppenhagen, at det at blive ældre tilfører noget helt særligt.
– Der er så meget godt at sige om at blive ældre. For man bliver mere rummelig, og man bliver en menneskekender. Man forstår så meget mere. Som ung er man meget centreret omkring sig selv. Det er man holdt op med i min alder.
Lise Nørgaard: Jeg undrer mig over, at jeg er blevet så gammel
Usynlige kvinder
Samtidig mener Sonja Oppenhagen ikke, at den værdi, som alderen giver, afspejles hverken i skuespillerfaget eller i samfundet, hvor mange kvinder føler sig usynlige, når de bliver omkring de 50 år.
I skuespillerfaget bliver der ikke skrevet særlig mange roller til skuespillerinder i netop den alders kategori, og mange kæmper derfor for at se unge ud i håb om, at der alligevel vil falde en rolle af til dem. Ærgerligt, mener Sonja Oppenhagen. For efter hendes mening, bliver man først rigtig interessant, når man er omkring de 50 år.
– Det er der, man har levet livet, og man har noget at byde på. Så det er da underligt, at når man begynder at blive allermest interessant, så begynder det at lukke ned. Det er trist, men jeg tror desværre ikke, at kampen for kvinders ligestilling er vundet endnu – heller ikke den kunstneriske.
I dag kan Sonja Oppenhagen se tilbage på en vellykket karriere, hvor hun har sat sig ind i – for hende – ukendte, men også væsentlige problemstillinger, for at kunne spille en rolle. Ikke desto mindre, er det nok de produktioner, hun selv har skabt, hun er mest stolt over.
- Når jeg ser tilbage er det da dem, jeg er ”dobbeltstolt” over. Det betyder noget, når det er en forestilling, man selv har produceret og sat i søen.
Birthe Kjær om sine korte forhold: Jeg burde have arbejdet mere med kærligheden
Det var ikke drømmen om at være stjerne, der trak i Sonja Oppenhagen, da hun som 18-årig begyndte på Odense Teaters Elevskole. Det var derimod miljøet. Et miljø hun havde oplevet, da hun som barn dansede ballet på det Kongelige Teaters Balletskole.
Senere i livet opdagede hun, at hun var meget hæmmet af balletopdragelsen, som bestod af benhård træning og disciplin.
- Jeg sagde bare ja til alting uden at tænke over, om det var godt eller dårligt for mig. Jeg lærte alt for sent i livet at bryde med den der autoritetstro, der lå så dybt i mig. Det krævede mange år at løsrive mig.
Derfor sætter hun også stor pris på at arbejde sammen med de yngre kræfter, som ikke har lider under samme autoritetstro, som tidligere generationer.
- Det er en stor glæde at arbejde med unge mennesker. De er afsindigt dygtige, og de vil. Det er så skønt, og det betyder også, at man selv flytter sig hele tiden. Samarbejdet er meget inspirerende.
Elsebeth Egholm om at få kræft: Jeg vidste, det ikke bare ramte naboen