Privatfotografier og videoklip, der viser feltpræster velsigne danske soldater få sekunder før, at de risikerer at komme i ildkamp, provokerer ikke kun teologer. Blandt tidligere udsendte til Afghanistan, hvor velsignelserne finder sted, er der store meningsforskelle.
En tidligere militær-sygehjælper, der var i Helmand i 2010, mener, at danske kompagnier bør være religiøst neutrale, når de er på internationale missioner.
"Jeg finder det malplaceret, at feltpræster velsigner vores kamptropper i Afghanistan. Når jeg tænker på hvor mange krige, der er blevet antændt af hellige mænd - hvad enten det er muslimske mullaher eller kristne præster - giver det ingen mening," siger Just Kielberg og forsætter:
"Vi er udsendt som en del af en sikkerhedsstyrke af det internationale samfund og burde derfor udføre vores arbejde uden religiøs indblanding."
Se foto: Kampsoldater få feltpræsters velsignelse
Meningsløs krig får mening via velsignelser
Han er erklæret ateist og føler sig ramt på sine værdier af de kristne velsignelser.
"Jeg synes, at det er positivt, at mange især unge soldater taler med feltpræsterne om de store tanker og følelser, der følger med en udsendelse på godt og ondt."
"Men i det øjeblik Forsvaret afholder prædikener, velsigner eller bruger Guds ord som en platform til samtale og til at hjælpe soldaterne med at finde en mening med krigen, bliver det i mine øjne uetisk. Krig og religion bør ikke blandes sammen," mener den tidligere militær-sygehjælper.
Se video: Soldater i kampvogne får velsignelse
En frelst lejrtosse
Sergent Jacob Christensen var også i Helmand i 2010. Han er en af dem, der er blevet velsignet mange gange, og det har han ikke haft kvababbelser over.
"Når feltpræsten velsignede mig og de andre drenge, gav det os ro i sjælen. Det var mere hyggeligt, end det var åndeligt. Han kunne lige så godt have læst en opskrift på boller op fra en bagebog," siger Jacob Christensen med latter i stemmen.
"”Vores feltpræst var ikke en frelst lejrtosse. Han slyngede ikke bibelcitater ud hvert andet minut. Han bandede som en sømand og kæderøg sammen med os. Derfor havde velsignelsen heller ikke et helligt skær. Det var mere et meditativt øjeblik før ofte dødsensfarlige patruljer," slutter han.
Klik her og få flere soldater-meninger
- Feltpræster velsigner danske soldater før ildkamp mod Taliban i Afghanistan.
- Kritikere mener, at feltpræsterne med velsignelsen laver et farligt mix af krig og kristendom.
- Velsignelserne splitter både Folkekirken og Forsvaret.
Få hele historien her