Midt- og Vestsjællands Politi kalder det en misforståelse, at en hundeejer fra Køge i weekenden gik til politiet og fortalte, at hans seks engelske miniature-bullterrier var blevet stjålet.
Men inden politiet nåede til konklusionen, at der var tale om en misforståelse, nåede man at efterlyse hundene i offentligheden, skriver Dagbladet Køge.
Anmelderen fortalte politiet, at ukendte gerningsmænd natten til lørdag havde sparket døren til hans lejlighed ind, mens han lå og sov.
Da han vågnede var de seks hunde - to voksne og fire hvalpe - forsvundet. Og han havde hverken set eller hørt noget, skriver Dagbladet Køge.
Kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist, siger til avisen, at der er "noget, der tyder på, at ejeren ikke husker så godt". Han har haft lidt problemer med at huske, hvad der helt præcist er sket, forklarer hun:
- Hundene var blevet afleveret på en anden adresse, men det havde han formentlig glemt alt om, så vi tror, at der er tale om en stor misforståelse. Hvorfra det med, at døren til lejligheden skulle være blevet sparket ind, kommer, det ved vi dog ikke.
Ifølge dagbladet vil Midt- og Vestsjællands Politi ikke sigte hundeejeren for falsk anmeldelse.