- Det er en træls oplevelse for folk. Facerne stopper ikke, når man afviser. De bliver bare ved med at snakke og følge med en. Det er en eskalerende gene.
Sådan siger citychef i Herning, Allan Kristensen til TV Midtvest, og tilføjer, at hvis det var ligesom i gamle dage, hvor de stod et par gange om året, var det fint. Men nu står de der hele tiden.
Men nu veksles citychefens sure mine med et smil. Herning Kommune har nemlig vedtaget, at det skal være slut med kommercielle sælgere - eller facere, som de også kaldes.
Det er ikke muligt at forbyde facere fra interesseorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, men det forhindrer ikke citychefen i at komme med en opfordring til dem.
- De bør tænke på, om det ikke giver mere badwill end goodwill, når de står dernede. Jeg så gerne, de var der en til to gange om året. Ikke hver uge. Jeg synes, det er blevet et træls system, siger Allan Kristensen.
I Viborg synes man også, at facerne er blevet mere og mere pågående. Her vil handelschef Helle Sørensen tage kontakt til kommunen om et forbud som i Herning.