SAS' stewardesser vil fortsat gerne forhandle en aftale, som sandsynligvis vil føre til større lønnedskæringer, på plads med selskabets ledelse.
SAS' kabinepersonale, eller SAS Cabin Crew, mødtes onsdag morgen med personalets fagforening, Cabin Attendants Union, CAU.
Og her blev CAU og medlemmerne enige om, at de fortsat er villige til at forhandle ny overenskomst med SAS-ledelsen.
- CAU og medlemmerne melder sig fortsat forhandlingsvillige. De er kun interesserede i at give kunderne det, de efterspørger, og opretholde den kundetilfredshed, som SAS er kendt for, fortæller CAU's pressetalsmand Christian Møller til Ritzau.
Talsmanden nævner dog i samme åndedrag, at SAS-ledelsens frembrusende stil i medierne gør forhandlingsprocessen kompliceret.
- Men så længe ledelsen udøver pression mod medlemmerne, bliver det svært for CAU i det hele taget at mødes med ledelsen, siger Christian Møller.
SAS Cabin Crew har boykottet ledelsens informationsmøder, efter ledelsen gennem medierne har appelleret direkte til Cabin Crew i stedet for at henvende sig til CAU.
/ritzau/