Rusland: Vi har dræbt lederen af Islamisk Stat

Det russiske forsvarsministerium siger, at Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, blev dræbt ved et russisk angreb sidst i maj, da toplederen var sammen med andre højtstående ledere fra den ekstreme, islamistiske bevægelse.
Det russiske forsvarsministerium siger, at Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, blev dræbt ved et russisk angreb sidst i maj, da toplederen var sammen med andre højtstående ledere fra den ekstreme, islamistiske bevægelse. Foto: -/AFP

Rusland hævder, at de har dræbt lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, sammen med flere andre militante ledere. Det rapporterer AP.

Det russiske forsvarsministerium siger, at 45-årige Abu Bakr al-Baghdadi blev dræbt ved et russisk angreb sidst i maj, da toplederen var sammen med andre højtstående ledere fra den ekstreme, islamistiske bevægelse.

I erklæringen fra ministeriet hedder, at det russiske militær "med forskellige midler" forsøger at få verificeret oplysningerne om Baghdadis død.

Ifølge oplysningerne skete det ved et luftangreb 28. maj mod et møde i Islamisk Stat i en sydlig forstad til Raqqa i Syrien. Her blev toplederen angiveligt dræbt sammen med 30 mellemledere og omkring 300 krigere.

Der var blandt andet i 2015 rygter om, at IS-lederen var blevet dræbt eller hårdt såret ved et luftangreb.

Baghdadi blev leder af IS i 2010.

Han har ry for at være en mester i organisation og for at være en hensynsløs taktiker, som har formået at tiltrække tusindvis af unge jihadister, og som både lytter til radikale islamister og militære strateger fra Saddam Husseins tidligere hær.

Baghdadi, der er født i Irak, fik sin lederposition, da han modsatte sig et forsøg på at lægge Islamisk Stat sammen med al-Nusra Fronten i Syrien. Han har aldrig svoret troskab over for al-Qaedas ledere. I sommeren 2014 udråbte IS et kalifat - en stat ledet efter islamisk lov.

Det var russiske Su-35 og Su-34-fly, der angreb Islamisk Stats møde i den sydlige Raqqa-forstad.

Blandt de andre ledere fra Islamisk Stat, som skulle have været til stede ved mødet, nævner nyhedsbureauet Tass Raqqas emir, Abu al-Hadji al-Mysri, emir Ibrahim al-Naef al-Hadj, som kontrollerede et område mellem Raqqa og Es-Suhne samt Islamisk Stats sikkerhedschef, Suleiman al-Shauah.

Ruslands forsvarsministerium siger, at det på forhånd havde underrettet USA om tid og sted for angrebet.

Den USA-ledede koalition, som kæmper mod IS ved Raqqa, siger, at den ikke er i stand til at bekræfte rapporterne om IS-lederens død.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.