For at forhindre uroligheder i forbindelse med fodboldkampe vil justitsminister Morten Bødskov (S) give mere magt til politiet.
I særlige tilfælde skal ordensmagten have lov til at give en arrangør ordre om at flytte tidspunktet for, hvornår en kamp skal afvikles, oplyser Justitsministeriet lørdag.
Desuden skal politiet kunne give et påbud til en arrangør om, hvordan den sikkerhedsmæssige sige af sagen skal håndteres.
Initiativet bygger på en handlingsplan fra Dansk Boldspil-Union (DBU), Rigspolitiet, Divisionsforeningen og Danske Fodbold Fanklubber.
Ministeren vil give politiet lov til at tage fotos af de personer, der får en karantæne. Og det selv om ordensmagten ikke ifølge de almindelige regler i retsplejeloven ville kunne tage billeder.
Desuden vil lovforslaget skærpe reglerne om karantæne til ballademagere.
Betingelserne for at give et røde kort til en urolig tilskuer skal lempes, og der er også nyt vedrørende den afstand, en karantæneramt skal holde udebanefans.
I dag skal afstanden være 500 meter, men den udvides ifølge forslaget til 3000 meter.
I øvrigt skal en karantæne kunne forlænges, hvis en karantæneramt overtræder vilkårene, ligesom klubberne får nemmere ved at udveksle oplysninger om ballademagere.
/ritzau/