En bryllupsfest endte lørdag aften med melding om skyderi og en større politiaktion i Odense.
Omkring klokken 20 fik Fyns Politi en anmeldelse om, at der var blevet skudt fra en bil ved en OK tankstation i Havnegade. Ifølge anmeldelsen blev der affyret flere skud skråt op i luften.
- Vi er hurtigt fremme og finder også nogle patronhylstre, fortæller vagtchef Lars Thede.
Det viser sig, at der er affyret i alt fem skud.
Kort efter får en patrulje standset bilen på Næsbyvej ved Bogensevej, og betjentene tager ingen chancer.
- De trækker deres tjenestevåben, siger vagtchefen.
I bilen var tre kvinder på 15, 17 og 18 år samt en 20-årig mand. I bilen finder politiet en gaspistol, og manden erkender, at pistolen er hans.
- Det viser sig, at de har været til bryllupsfest, og måske ansporet af den lykkelige begivenhed skød de op i luften fra bilen, forklarer Lars Thede.
Manden er nu sigtet for overtrædelse af våbenloven og ordensbekendtgørelsen.
/ritzau/