Opdateret kl. 18:26
Øresundsbroen blev fredag eftermiddag lukket i begge retninger på grund af en ulykke.
Ifølge Øresundsbroen skete ulykken på den kunstige ø Peberholm kort efter klokken 17.
Efter godt en time var broen igen klar til at åbne op for trafikken.
Thomas Madsen fra Øresundsbroens Trafikcenter oplyser, at ulykken skete i retning mod Sverige.
Retningen mod Danmark blev ligeledes spærret, så redningskøretøjer kunne komme frem.
Der er ikke kommet nogen til skade ved ulykken, oplyser vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.
Han oplyser, at det var to biler, som kørte sammen ved uheldet. Øresundsbroen oplyste ellers tidligere, at der var tale om tre biler.
- Det ser ud til, at den ene er trukket ud i siden på den anden, siger Henrik Brix.
Han fortæller, at ingen behøvede at komme på hospitalet, og der ikke er sket større skader på bilerne.
- Det værste er vist et punkteret dæk, siger han.
Efter genåbningen af broen fredag eftermiddag er der kø frem mod broen. Derfor opfordrer Vejdirektoratet til, at bilister kører forsigtigt.
/ritzau/