Pårørende til de 38 danske soldater, der mistede livet under militærindsatsen i Helmand-provinsen i Afghanistan, fik onsdag et særligt sted at mindes.
Hærens mindesten over faldne i Helmand blev officielt genindviet i Oksbøllejren ved en mindehøjtidelighed, oplyser Værnsfælles Forsvarskommando.
Den 233 centimeter høje mindesten blev oprindeligt rejst i Camp Bastion af de danske soldater og indviet i februar 2009, men det har hele tiden været meningen, at mindestenen skulle med hjem til Danmark. Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) var med til mindehøjtideligheden.
- Denne mindesten er noget helt særligt, for den er rejst af vores egne soldater. Den står nu et sted, hvor de faldne soldater kan æres og mindes, sagde han i sin tale ved mindehøjtideligheden ifølge forsvarskommandoen.
- Det er en smuk placering, og stenen er rejst et sted, hvor soldater passerer flere gange i løbet af deres karriere. Den giver tid og sted for sorg og stolthed, sagde ministeren.
De 38 faldne soldaters navne er indgraveret i plader på mindestenen.
De sidste danske soldater forlod Camp Bastion i det sydlige Afghanistan 1. august i år. De sidste danske kamptropper vendte dog hjem fra Helmand-provinsen allerede den 23. maj, og dermed blev der sat punktum for den otte år lange danske krigsdeltagelse i landet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.