Til juli giver Michael Jackson sine allersidste koncerter, når han optræder ikke færre end 10 gange på Londons 02 Arena.
Det fortalte den 50-årige poplegende torsdag aften til pressen og en del af sin fanskare på et podie indhyllet i røde gardiner og med et stort skilt med teksten 'This is it'.
"Det er det. Dette er mine sidste shows, hvor jeg optræder i London. Når jeg siger, det er det, så betyder det, at det er det," sagde Michael Jackson, der var iklædt mørke solbriller og sort uniformsjakke med sølvbroderier.
"Jeg skal optræde med de sange, mine fans ønsker at høre. Det er sidste gang, inden tæppet går ned. Vi ses i juli og jeg elsker jer så meget," sagde Michael Jackson.
Han besvarede ingen spørgsmål efter sin korte optræden, og det står ikke klart, om han mener sine sidste optrædener nogensinde eller kun i London.
Billetsalget starter 13. marts. Fans kan skrive sig op til billetter på www.michaeljacksonlive.com.