Liverpool havde overtaget gennem hele kampen og vandt 1-0 på udebane over italienske Udinese. Dermed er englænderne videre i Europa League.
Kampens eneste scoring faldt efter 23 minutter, hvor Liverpool scorede på et hjørnespark. Efter lidt spil i feltet blev bolden lagt af til Jordan Henderson, der sikkert kunne sende bolden i mål til 1-0.
Begge hold havde chancer i første halveg, det var dog Liverpool, der sad på spillet og som havde de bedste chancer.
Kort før pausen forsøgte Luis Suárez sig på et saksespark efter et hjørnespark til Liverpool. Udineses keeper Daniele Padelli kunne dog følge bolden til dørs og verfede den over mål.
Efter pausen var det igen Liverpool, der sad på spillet og havde de bedste chancer.
Knap 80 minutter var gået, da Giovanni Pasquale fik gult kort for anden gang i kampen. Det blev straks vekslet til et rødt, og han forlod banen. Det lykkedes aldrig italienerne at få udlignet og dermed endte kampen 1-0.
Danske Daniel Agger var ikke med i truppen mod italienerne, da han blev sparet.
Lodtrækning skal afgøre, hvem Liverpool skal møde i 1/16-finalerne til foråret.
I gruppens anden kamp tog schweiziske Young Boys imod russiske Anzhi. Her var det schweizerne, der vandt 3-1. På forhånd var det russiske hold sikret avancement.
I kampen mellem Napoli og PSV Eindhoven i gruppe F var danske Mathias "Zanka" Jørgensen med fra start, hvor hollænderne vandt kampen 3-1 på hattrick af Tim Matavz.
Club Brugge fra gruppe D havde ingen af holdets tre danskere med i startopstillingen mod portugisiske Maritimo. Kampen endte 2-1 til Maritimo. På forhånd var begge hold ude af turneringen.
Atlético Madrid var på forhånd også sikret deltagelse i 1/16-finalerne. I gruppe B tabte holdet til tjekkiske Viktoria Plzen med 1-0.
/ritzau/