Liberal Alliances Joachim B. Olsen lægger ikke fingrene imellem i sin besked til den mand, der angiveligt spytter på flygtninge fra en motorvejsbro i Rødby.
I en kommentar på Facebook skriver folketingsmedlemmet: "Hvis det er sandt, så skulle han have et par flade. Helt ærligt. Sikke et møgsvin!".
Over for Ekstra Bladet uddyber Joachim B. Olsen sin kommentar.
- Der kan være alle mulige politiske uenigheder om, hvordan den her situation skal takles, og det er helt fair. Men at spytte på folk er noget af det mest modbydelige og ydmygende, man kan gøre mod et andet menneske, siger han til avisen.
Den tidligere kuglestøder er dog ikke den eneste, der er blevet forarget over billedet af den spyttende mand. Også Jacob Engell-Schmidt (V), Jesper Petersen (S) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) tager afstand fra billedet på Facebook. Se billedet her.