LA: Glem alt om at få statsborgerskab, hvis du er på dagpenge

Med Liberal Alliance i spidsen lægger regeringen op til yderligere skærpelser af kravene til at blive dansker.
Det er afgørende for Liberal Alliance, at kravene til at være selvforsørgende, når man søger om dansk statsborgerskab bliver strammet, siger indfødsretsordfører Laura Lindahl (LA)
Det er afgørende for Liberal Alliance, at kravene til at være selvforsørgende, når man søger om dansk statsborgerskab bliver strammet, siger indfødsretsordfører Laura Lindahl (LA) Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Scanpix

Det skal ikke længere være muligt at opnå statsborgerskab i Danmark, hvis man er på dagpenge, hvis det står til regeringen.

Hidtil har man kunnet modtage dagpenge og få statsborgerskab. Det er sket med en begrundelse om, at der er tale om en delvist selvfinansieret forsikring.

Men det skal ikke længere være muligt, og selvforsørgelse bør ikke kunne gradbøjes, lyder det ifølge Berlingske.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Samtidig vil regeringen forkorte den periode, så man kun må være på offentlig forsørgelse i fire måneder ud af de seneste fem år i stedet for seks måneder.

Kravet om selvforsørgelse er afgørende for Liberal Alliance, oplyser partiets indfødsretsordfører, Laura Lindahl.

- Det er helt afgørende, at de borgere, som vi tildeler statsborgerskab, kan forsørge sig selv.

- Derfor er det afgørende, at det at være på dagpenge også tæller som ikke at være selvforsørgende, siger hun til Ritzau.

Ifølge ordføreren er det generelt en stor udfordring, at mange af dem, der kommer hertil, ikke forsørger sig selv.

Fremover bør dagpenge ikke være noget, der tæller positivt, når det kommer til en ansøgning, mener regeringen.

Muligheden for statsborgerskab skal udskydes i den periode, man er ledig og på dagpenge.

Hvor mange personer der ventes at blive ramt af skærpelsen, er ikke muligt at få oplyst. Men det spiller ingen rolle, mener Lindahl.

Uanset hvad er det et krav, vi bør stille, lyder det.

Hos Socialdemokratiet vil man afvente de kommende forhandlinger. Men indfødsretsordfører Astrid Kragh (S) er ikke afvisende over strammere krav.

- At være selvforsørgende som en byggesten for at opnå statsborgerskab støtter vi, siger hun til Berlingske.

I Foreningen af Udlændingeretsadvokater kalder formanden, advokat Jytte Lindgård, tiltaget for et opgør med fundamentale rettigheder for personer, der gerne vil blive danske statsborgere.

- Det er ganske urimeligt, siger hun til avisen.

Regeringen er sikret flertal for stramningen via Dansk Folkeparti, oplyser indfødsretsordfører Christian Langballe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.