Krig i Enhedslistens top: Borgmester anklages for dobbeltmoral og hykleri

Morten Kabell bør frasige sig en halv million kroner i eftervederlag, når han efter nytår starter nyt job i det private erhvervsliv, lyder budskabet fra et medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.
Morten Kabell
Morten Kabell Foto: Scanpix/arkiv

Morten Kabell (EL) bør takke nej til en halv million kroner i eftervederlag, når han til nytår skifter rollen som københavnsk teknik- og miljøborgmester ud med et chefjob i det private erhvervsliv.

Sådan lyder budskabet fra partifællen Vibeke Syppli Enrum, der udover at repræsentere Enhedslisten i Region Syddanmark også er medlem af partiets hovedbestyrelse.

- Morten Kabell bør frasige sig pengene, siger Vibeke Syppli Enrum til DR.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Hun forklarer, at Enhedslisten stod forrest i rækken af kritikere, da Carl Holst (V) tilbage i sommeren 2015 blev kaldt for pamper og grådig, fordi han både modtog løn som forsvarsminister og et eftervederlag som tidligere formand for Region Syddanmark.

Carl Holst mente, at han overholdt reglerne på området, men efter pres fra blandt andet Enhedslisten gik den sønderjyske politiker med til at vinke farvel til det ellers indbringende eftervederlag.

Det samme bør Morten Kabell gøre, når han efter nytår modtager løn fra sit nye job som vicedirektør for det private konsulentfirma Copenhagenize Design Co., forklarer Vibeke Syppli Enrum til DR.

- Det er et politisk og moralsk spørgsmål. Og hvad der gælder for Carl Holst bør selvfølgelig også gælde for Morten Kabell. Det vil da være dobbeltmoralsk og hykleri, hvis vi i Enhedslisten ikke sagde, at Morten Kabell selvfølgelig skal afstå fra at modtage de penge, siger Vibeke Syppli Enrum til DR.

Hun opfordrer den afgående teknik- og miljøborgmester til at donere pengene fra kommunens eftervederlag – et beløb, der over seks måneder løber op i 501.896 kroner – til et medborgerhus for flygtninge.

DR skriver, at Morten Kabell ikke ønsker at svare på kritikken fra partifællen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.