Den amerikanske cykelrytter Lance Armstrong har allerede fået frataget sine syv Tour de France-titler på grund af en dopingdom, men nu mister den falmende pedal-stjerne endnu mere.
Organisationen The Lance Armstrong Foundation, som hjælper kræftramte mennesker, har valgt at droppe cykelrytterens navn i sin titel.
I stedet hedder organisationen nu Livestrong Foundation - en titel, som kræft-fonden uformelt har båret gennem længere tid.
- Organisationen har i årevis været kendt som Livestrong Foundation, men at ændre navnet officielt er nødvendigt og passende i en tid, hvor organisationen ændrer sig, siger fondens talsmand Katherine McLane.
Lance Armstrong grundlagde kræft-fonden i 1997, efter han fik konstateret testikelkræft. Siden har organisationen skrabet omkring 500 millioner dollar sammen til arbejdet mod den dødbringende sygdom.
I første omgang fokuserede fonden udelukkende på bekæmpelse af testikelkræft, men nu beskæftiger organisationen sig med alle kræftformer.
I oktober fældede en 1000 sider lang rapport fra det amerikanske antidopingagentur (Usada) Lance Armstrong. I rapporten står flere af Armstrongs tidligere holdkammerater frem og fortæller, hvordan de og Armstrong dopede sig.
Han valgte at træde tilbage som formand for kræft-fonden. Men han er fortsat en del af bestyrelsen.
Armstrong fik for nylig frataget sin syv Tour de France-sejre fra 1999 til 2005 af Den Internationale Cykelunion (UCI). Desuden blev han bandlyst fra cykelsporten for altid.
/ritzau/Reuters