Alle københavnske børnehaver vil alligevel holde åben i sommerferien 2018.
I sidste øjeblik er et spareforslag, der ville indebære lukning af cirka halvdelen af hovedstadens institutioner i tre uger, taget af bordet.
Det er sket i forbindelse med, at politikerne på Københavns Rådhus natten til fredag indgik et forlig for kommunens budget i 2018.
Politikerne har fundet 12,7 millioner kr., så den planlagte lukning af institutioner i sommerferien kan rulles tilbage. Det fremgår af aftalen.
Det oprindelige spareforslag ville indebære, at nogle børn skulle flytte over i en anden institution i sommerferien og dermed være væk fra de vante rammer og kendte pædagoger.
Passet af kendte pædagoger
Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten samt Dansk Folkeparti står bag budgettet for 2018.
Og SF's politiske leder i København, Sisse Marie Welling, er meget tilfreds med, at alle børnehaver alligevel holder åben.
- Børnene har krav på at kunne blive passet af deres faste pædagoger. Så det er ikke hensigtsmæssigt at lukke institutioner i sommerferien, siger Sisse Marie Welling til Avisen.dk.
Hun pointerer, at sommerferielukningen ville have været lig med en lavere normering.
- Vi vil ikke være med til at underminere vores normeringer i børnehaverne. I SF har vi arbejdet på gøre dem markant bedre, og så skal de ikke forringes igen, siger hun.
SF-lederen kalder det en 'hjerneblødning', at Børne- og Ungdomsudvalget i kommunen har forsøgt at spare penge ved at lukke institutioner i sommerferien.
Kommunen gjorde noget lignende i 2011, men droppede det allerede året efter på grund af protester fra forældre.