Analyser af, hvor udsatte arbejdsopgaver er for kunstig intelligens, kan ikke i sig selv vise, hvor mange job der forsvinder.
Det skriver forskere fra Det Nationale Center for AI i Samfundet, CAISA, i et nyt forskningsbrief.
De advarer mod at bruge tallene som direkte prognoser for jobtab, sparede årsværk eller arbejdsløshed.
Når en analyse viser, at kunstig intelligens kan udføre en stor del af dine arbejdsopgaver, er det ikke det samme, som at dit job forsvinder.
Det er hovedbudskabet i et nyt forskningsbrief fra CAISA, Det Nationale Center for AI i Samfundet, som Københavns Universitet har sendt ud. CAISA samler forskere fra Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, IT-Universitetet og Danmarks Tekniske Universitet. Mange af de mest citerede analyser måler nemlig ikke, hvor mange job der forsvinder, men hvor eksponerede arbejdsopgaverne er over for generativ kunstig intelligens. Og eksponering er ikke det samme som automatisering, understreger forskerne.
- Eksponeringsstudier kan være nyttige, fordi de fortæller os, hvor vi kan kigge efter forandringer. Men de kan ikke i sig selv fortælle os, hvor mange job der forsvinder, eller hvordan arbejdsmarkedet kommer til at se ud i fremtiden, siger forsker ved CAISA og Aalborg Universitet Jacob Richard Strabo.
Store antagelser bag tallene
Ifølge forskningsbriefet kræver det flere store antagelser at gå fra eksponering til jobtab. Blandt andet at opgaver, som kunstig intelligens teoretisk kan udføre, faktisk bliver overtaget af teknologien, og at den frigjorte tid ikke bliver brugt på nye opgaver.
Forskerne peger på tre forhold, som ofte mangler i debatten: national- og geopolitik, global konkurrence og arbejdsmarkedets egne dynamikker. Lovgivning og regulering kan for eksempel begrænse, hvilke opgaver AI må udføre i sundhedsvæsen, finanssektor og offentlig administration.
- Det store spørgsmål er ikke kun, hvilke opgaver der kan automatiseres, men også hvilke nye opgaver der opstår, og hvordan samfundet reagerer på forandringerne, siger forsker ved CAISA og Danmarks Tekniske Universitet Jakob Laage-Thomsen.
Forskerne anbefaler, at beslutningstagere, virksomheder og offentligheden bruger eksponeringsmål som et pejlemærke for, hvor forandringer kan opstå, men ikke som direkte prognoser for jobtab.