En leder stod gentagne gange alene med ansvaret for 22 børn.
Det skete, mens hun var på arbejde i Børnehaven Hermodsgade i København. Den 19. januar fik det Københavns Kommune til at lukke den selvejende institution med øjeblikkelig virkning, skriver Politiken.
I børnehaven arbejdede der en leder, en souschef, to medhjælpere og en køkkenassistent. Alligevel forekom det, at børnene var alene med en enkelt voksen. Det var hverken i overensstemmelse med faglige eller sikkerhedsmæssige standarder, vurderede kommunen.
Institution brød aftale
Forvaltningen opdagede, at der ofte var en alt for lav bemanding, fordi forvaltningen i forvejen førte skærpet tilsyn med børnehaven for at kontrollere det faglige niveau i institutionen.
Til at starte med indgik børnehavens ledelse og bestyrelse en aftale med kommunen om, at der altid skulle være mindst to voksne på arbejde.
Men da der på to uger blev lavet fem uanmeldte kontrolbesøg, viste det sig, at der hver eneste gang kun var en enkelt medarbejder på arbejde.
Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, så børnehaven blev lukket. De forældre, der havde deres børn i institutionen, er blevet tilbudt nye pasningsmuligheder til deres børn.
Sygemeldinger og stress
Udfordringerne med bemandingen opstod i sommer, hvor to medhjælpere sygemeldte sig, forklarer souschef i børnehaven Lena Billeskov Neumann til Politiken.
Hele sidste efterår måtte hun derfor tage alle vagterne sammen med institutionens leder.
Det fik de to ledere til at bede kommunen om økonomisk hjælp til at ansætte vikarer, hvilket de fik omkring 60.000 kroner til. I november blev souschefen selv ramt af stress.
Lederen af Børnehaven Hermodsgade igennem 25 år har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Politiken. Avisen har også været i kontakt med et medlem af forældrebestyrelsen, som heller ikke har ønsket at udtale sig.