Trods protester fra Kina gør den japanske regering klar til at købe en lille, ubeboet gruppe øer i Det Østkinesiske Hav, som er centrum i en territorial strid mellem de to lande.
Kina gør krav på øerne, som i øjeblikket er privat ejet af japanske statsborgere.
Men mandag besluttede den japanske regering, at den vil købe tre af de fem øer for et beløb svarende til lidt over 150 millioner kroner.
Det skal ske for at sikre, at der fremover er "ro og stabilitet" omkring de omstridte øer, siger ledende kabinetssekretær Osamu Fujimura til det japanske nyhedsbureau Kyodo.
Japans premierminister, Yoshihiko Noda, ønsker at købe øerne for at forhindre, at de opkøbes af hovedstaden Tokyo, der ledes af den nationalistiske guvernør Shintaro Ishihara, skriver Kyodo.
Men Kina er meget imod den japanske regerings "ulovlige og ugyldige" plan om at købe øerne, siger en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.
Kinas premierminister, Wen Jiabao, slog da også fast, at Kina ikke giver sig en tomme, og at øerne er en del af Kina.
- I spørgsmål om suverænitet og territorium vil den kinesiske regering og det kinesiske folk aldrig nogensinde give sig en tomme, siger Wen ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Øerne - som i Japan hedder Senkaku, mens kineserne kalder dem Diaoyu - ligger i et område, der er rigt på mineraler, naturgas og fisk.
Striden blussede op i sidste måned, da kinesiske aktivister gik i land på en af øerne og blev anholdt af japanske myndigheder.
Premierminister Noda har modsat sig, at der foretages undersøgelser af naturressourcerne på øen og har irettesat japanske aktivister, der har indtaget øerne, fordi han ikke ønsker at provokere Kina yderligere i striden.
/ritzau/dpa