Netop nu er den meget omdiskuterede fangeudveksling mellem Palæstinas Hamas-bevægelse og Israel gået i gang.
I en stor konvoj er de første palæstinensiske fanger netop nu på vej fra Israelske fængsler i fangetransporter, skriver Reuters - i alt skal 1000 frigives, mange af dem er dømt for mord. Heraf flere kvindelige fanger, som også er på vej hjem.
Ifølge mellemøstkender og medredaktør på Kristeligt Dagbald, Michael Ehrenreich, ender mange af fangerne igen i frontlinjen mod Israel.
"Man ved fra tidligere fangeudvekslinger, at ganske mange af dem, som bliver løsladt, de vender tilbage til frontlinjen mod den jødiske stat. Så det er med blandede følelse, at Israel begiver sig ud i det her," siger han til Newspaq.
Han vurderer dog stadig, at det er en glædens dag i Israel, fordi de til gengæld får den israelske soldat Gilad Shalit, som har været kidnappet af Hamas i fem år. Gennem en tunnel gik Hamas ind i Israel, hvor de overraskede besætningen på en tank. De dræbte to soldater og tog Gilad Shalit med som fange.
"Det bliver en glædens dag i Israel, og der er et massivt flertal i befolkningen bag premierminister Netanyahu. Det viser flere meningsmålinger," fortæller Ehrenreich.
Fangerne - både Gilad Shalit og de palæstinensiske - udleveres i første omgang til Egypten - og herefter sendes de så videre.
Det forventes, at op mod 477 fanger frigives i dag - og resten senere. Det er den største udveksling af fanger mellem Israel og palæstinenserne.
Kilde: Reuters