En noget aparte dødsdom er blevet afsagt i Israel.
En hund er nemlig blevet dømt til at blive stenet ihjel.
Årsagen er, at hunden er mistænkt for at være en reinkarnation af en verdslig advokat, der for to årtier siden fornærmede en dommer ved en jødisk domstol.
Hunden havde forvildet sig ind til dommeren i den selv samme retsbygning i det ultra-ortodokse jødiske kvarter Mea Shearim i Jerusalem, skriver den britiske avis The Telegraph.
Trods forsøg på at vifte hunden ud af retten, nægtede hund at forlade stedet, og det fik dommeren til at konkludere, at advokatens ånd måtte være flyttet ind i den strejfende hund.
Visse skoler inden for jødedommen tror på sjælevandring eller reinkarnation.
Derfor idømte han hunden til stening af de lokale børn. Dyret nåede dog at flygte, før dommen blev en realitet.
Efter den bizarre hændelse har organisationen 'Let Animals Live' klaget til myndighederne over rabbineren. Han benægter, at hunden er blevet dømt til døden ved hans domstol.
En af retsbetjentene i bygningen bekræfter historien, men fortæller, at der ikke blev afsagt en egentlig dom over hunden, men at dommeren mente, at stening var den bedste måde at skræmme hunden væk på.
Kilde: The Telegraph