Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, siger, at han håber, at Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland kan blive enige om en køreplan for de videre forhandlinger om landets atomprogram, når de mødes tirsdag.
Han tilføjer dog, at han tror, at det vil blive nødvendigt med et nyt møde på højere niveau.
- Jeg håber, at vi vil være i stand til at enes om en køreplan senest onsdag, men det vil formentlig være nødvendigt at holde et nyt ministermøde, skrev Zarif på sin Facebook-side sent søndag aften.
Iran og stormagterne, der omfatter USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, mødes i Geneve tirsdag og onsdag.
Mohammad Javad Zarif holdt sit første måde med de implicerede parter i forbindelse med åbningen af FN's Generalforsamling i New York i september. Derudover havde han et historisk møde med USA's udenrigsminister John Kerry.
Tirsdagens og onsdagens samtaler i Geneve vil blive ledet af EU's udenrigschef, Cathrine Ashton. Hun havde søndag et møde med udenrigsminister Kerry, der understregede, at USA ikke vil tillade, at Iran anskaffer sig atomvåben.
- Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale, sagde Kerry.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde mandag i en erklæring, at det vil være en "historisk fejltagelse" at lette presset på Iran.
- Det vil være en historisk fejl at lette presset på Iran i øjeblikket, før sanktionerne når deres mål. Især på dette tidspunkt må vi ikke give op. Vi må opretholde presset, siger han.
Iran har været hårdt ramt af internationale sanktioner på grund af landets atomprogram, men landet er slået ind på en ny kurs, efter at Hassan Rouhani, der betragtes som moderat, overtog præsidentembedet i juni efter Mahmoud Ahmadinejad.
/ritzau/AFP