De bliver skældt ud, når de er ude og handle lørdag morgen i det lokale supermarked. De bruger en stor del af deres fritid på at gå til møder og læse metervis af papirer. De stemmer rødt og blåt. Og midt imellem. Og de får ikke særligt meget for det.

Så hvad driver dem egentlig, de 2.522 danskere, som bruger deres fritid på lokalpolitik? Og som er til eksamen på tirsdag den 17., når der er dømt kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark.

En uriaspost

Det har forfatteren og foredragsholderen Kirstine Andersen brugt to måneder på at blive klog på ved at tale med en række af landets kommunalpolitikere. Resultatet ligger nu i bogform.

”I demokratiets tjeneste” er en stribe fortællinger, hvor kommunalpolitikere i jeg-form beskriver, hvad der fik dem til at gå ind i lokalpolitik.

”Jeg var optaget af at finde ud af, hvorfor folk vælger at sætte sig på en uriaspost. Som lokalpolitiker bliver du uafbrudt sat i dilemmaer, hvor du dybest set skal vælge mellem pest eller kolera."

"De bliver konstant præsenteret for hyldemeter af gode projekter, men har kun råd til to tommer. Jeg var interesseret i at finde ud af, hvad deres drivkraft var,” siger Kirstine Andersen, der fra i dag blogger om lokalpolitikere på Avisen.dk.

Læs bloggen: Det lokale valg

Men hvordan er de så, de lokalpolitikere som Kirstine Andersen har mødt?

”Det er mennesker, der påtager sig et ansvar på fællesskabets vegne i en tid, som ellers er meget individualistisk. Selvfølgelig findes der også levebrødspolitikere og folk, der primært går efter magten. Vel er der også nogle, der ikke tager ansvaret på sig, men det er på ingen måde den dominerende kultur,” fortæller Kirstine Andersen.

Partibog i skuffen

Det er den blokpolitik, vi kender fra Christiansborg, heller ikke ude på landets rådhuse.

”Lokalpolitikken er bundet op på det nære og konkrete. Der er ikke plads til så mange ideologiske kampe. Hjemmehjælpen skal ud til fru Petersen i morgen, og børnehaven skal åbne. Derfor er det ofte ikke partibogen, der afgør hvem af dine politiske kolleger, du skaber enighed med,” siger hun.

”I demokratiets tjeneste” forklarer en lokalpolitiker det sådan her:

”Da jeg startede i politik, spurgte min kone: ’Hvor mange medlemmer er der hos fjenden?  Det var Venstre, konservative og de andre borgerlige, hun tænkte på.  Pludselig erfarede hun, at de ikke var mine fjender. De var mine kolleger.  Det var en stor overraskelse for hende, at jeg havde en fin relation til politikerne fra de andre partier.” 

Forfatteren Kirstine Andersen har været på strejftog i det kommunale landskab. Læs hendes blog på Avisen.dk