Redderne i ambulance nummer 3678 kalder ind over radioen.
De vil gerne holde frokost og spørger på centralen, om det er i orden.
»Ja, det er fint,« siger drifts-supervisor Kim Antonsen. Alt er roligt.
Få sekunder efter lyder en alarm bag ham. En rød lampe lyser, og computerskærmen længst til venstre viser, at en kvinde i Gladsaxe er i fare. Hun har skåret begge sine pulsårer over. Klokken er præcis 44 sekunder over 10.48.
Skærmen længst til højre viser et udsnit over Nordsjælland – og på få sekunder kan Kim Antonsen se, at kvinden befinder sig lige i nærheden af netop ambulance 3678.
»Beklager, vi har en kørsel 1,« siger han til redderne. Frokosten må vente. Mindre end et minut efter alarmen er ambulancen på vej, og klokken 10.52 er den fremme. Kvinden er på vej til skadestuen i Herlev.
Og det virker
Kim Antonsen læner sig tilbage i den store stol og puster ud.
»Vi har haft det her system i godt fem år, og det virker ret utroligt,« siger han. Ligesom de andre erfarne operatører i Falckcentralen kender han sit område i Region Øst godt – og han har en god fornemmelse for, hvor ambulancerne er. Han har derfor ikke altid brug for det elektroniske kort.
Men når der opstår større ulykker, når sekunderne virkelig tæller, eller når der er brug for et større antal ambulancer, så redder systemet liv.
Kim Antonsen tager en slurk af sin kaffe. Det er en rolig dag. Og så ringer alarmen igen. Antonsen kigger på sin skærm til højre.
Sverige
På den centrale politistation i Malmø står vagtleder Erik Jeppsson og betragter de 89 patruljer, der er spredt ud over det sydlige Sverige. Med musen klikker han hurtigt på en lille prik, der står stille lidt uden for Kavlinge, nord for Lund.
En boks på skærmen dukker op. Linda og Claes står der. Det hedder betjentene i bilen. Numrene på deres mobiltelefoner står der også. Og de kører nul kilometer i timen, kan Jeppsson se - de er parkeret og højst sandsynligt i gang med en opgave.
»Informationerne fik jeg tidligere ved at spørge over radioen, men nu går det langt hurtigere. Jeg har bedre overblik, sparer tid og kan koncentrere mig om at bruge kræfterne – på rigtigt politiarbejde,« siger Erik Jeppsson.
Omkring ham sidder 12 betjente ved hver deres "operators-plats", der ligner noget fra et rumskib. Foran dem har de tre til fem store skærme, hvor de koblet på den nyeste teknologi.
En hotdog er okay
Erik Jeppsson kalder et kort over en mindre by frem.
»Hvis vi nu havde en gidsel-situation eller andet, som gjorde, at vi skulle forhindre en forbryder i at komme ud af byen, så kan man let se, at det vil være klogt at sætte patruljer op ved disse tre veje,« siger han og peger på to store hovedveje og en mindre vej, der fører ud af byen.
»Før i tiden skulle man koordinere det hele med et almindeligt kort og så kalde op til politibilerne på radioen og tjekke, at de stod det rigtige sted. Nu kan man bare se det på kortet,« siger Erik Jeppsson og smiler.
I begyndelsen havde Sverige samme diskussion, som man har haft næsten overalt i verden, hvor man indfører overvågningssystemet. Er det kontrol? En måde at forhindre betjente i at holde ind på en tankstation og lige snuppe en fransk hotdog? Eller lige tage 10 minutters pause på en havnemole?
»Jeg kender diskussionen, og I får den også I Danmark, når systemet kommer. Men debatten findes slet ikke i Sverige mere. Alle kan se, at det kun er en fordel – også for betjentene. Og selvfølgelig må de tage en lille pause engang imellem, självklar,« siger Erik Jeppsson.