En stangstiv 37-årig litauer skabte søndag midt på aftenen så meget uro i et fly på vej til Riga, at kaptajnen valgte at lande i Aarhus Airport, skriver Lokalavisen Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi har vidner fortalt, at den 37-årige mand skubbede til personalet og konsekvent nægtede at følge deres anvisninger.
I lufthavnen i Tirstrup blev manden sat af og en patrulje fra Østjyllands Politi anholdt den urolige flypassager.
Han er foreløbigt sigtet for at forstyrre den offentlige orden, men han kan derudover se frem til et større erstatningskrav fra flyselskabet.
Ifølge Lokalavisen Aarhus var flyet på vej til Riga fra Dublin.