Efter 11 måneders usikkerhed om Rold Gl. Kros fremtid er den kongeligt privilegerede kro sat til salg, skriver Nordjyske.
Rold Gl. Kro er en af landets ældste kroer og er sat til salg for 2,5 millioner kroner. Den blev Kgl. Privilegeret ved forordning af Kong Frederik 5. i året 1747.
Udover den godt 1.900 kvadratmeter store kro med 26 værelser følger også Jodle Birges Museum med i købet. Museet ligger som en fritliggende bygning ved siden af kroen.
Sanger og komponisten Jodle Birge, som rigtigt hed Birge Lønquist Hansen, døde 27. august 2004 i en alder af 58 år.
Allerede inden hans død blev der i 1992 indrettet et museum om ham i Hotel Julsø ved Himmelbjerget. Museet eksisterede frem til 2001, og i juli 2005 blev et nyt og større museum åbnet ved Rold Gl. Kro.
Jodle Birge var folkekær og solgte over to millioner cd'er og nåede at optræde på Wembley i London, på Grand Ole Opry i Nashville og på Hawaii.
Hans mest berømte numre er "Rigtige venner" og "Tre hvide duer".