Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
HVIS DU VILLE FØLE DIG snydt, så ville det være med god grund.
Prøv blot at forestille dig, at du skal på arbejde som social- og sundhedshjælper. Du får udleveret en såkaldt køreliste, som nøje angiver rækkefølgen på de 20-30 borgere, du skal besøge i løbet af din arbejdsdag eller -nat og de opgaver, du skal udføre hos den enkelte.
Men der mangler noget på kørelisten – nemlig tilstrækkelig tid eller slet ingen tid til at transportere dig fra den ene borger til den anden.
Et eksempel, som er hentet fra virkeligheden. Du er fra morgenstunden blevet udstyret med en af ældreplejens biler, og skal nu køre fra den første borger til den næste. Afstanden er 14 km på landevej I morgenmylderet. Du har slået strækningen op på Krak, og ifølge den tager det 17 minutter, men så er det også uden stop og forhindringer og i klart og solrigt vejr.
Det ser ikke så tosset ud, tænker du måske. Men så kigger du på kørelisten og opdager, at der kun er afsat 10 minutter. Og så er det, at du siger til dig selv, at det her vist kræver, at du som social- og sundhedshjælper ud over dit job også kører Formel 1 i din fritid.
MEN DET GØR DU IKKE, og derfor må du nu køre før tiden fra den første borger og ankomme for sent til den næste. Du må simpelthen stjæle tid fra borgerne. 7 minutter her, 12 minutter der, for at nå det hele. Og nå de visiterede opgaver på mindre tid, det vil du. Det kræver din moral og din faglighed af dig. Men du har flere valgmuligheder. Du kan vælge ikke at holde frokostpause og toiletpause, eller - som nogle gør - du kan vælge at køre for stærkt. Og måske er du nødt til at gøre det hele - springe pauserne over og trykke speederen mere i bund, end fartgrænserne tillader.
Du opdager nemlig, at det ikke kun er på strækningen mellem den første og den anden borger, at kørelistens køretid slet ikke passer med den tid, det reeelt tager.
Bliver du stresset af denne arbejdstilrettelæggelse? Ja, det gør du i høj grad.
Får du dårlig samvittighed over at stjæle tid fra borgerne? Ja, det gør du i lige så høj grad.
STRESSEN OG DEN DÅRLIGE samvittighed deler du med de øvrige ansatte i ældreplejen.
To ud af tre i hjemmeplejen oplever nemlig, at der ikke er afsat tilstrækkelig tid mellem borgerbesøgene i deres kørelister. Når der mangler tid i kørelisten, svarer 77 procent, at de tager tiden fra borgerne.
Samtidig svarer hver femte ansat, hvis køreliste er tilrettelagt som en cykelrute, at de altid kører i egen bil for at kunne nå rundt på ruten. Langt de fleste af disse får ingen økonomisk kompensation.
Det viser en ny undersøgelse, FOA har udført blandt de ansatte i hjemmeplejen. Det er ikke den første undersøgelse af dette emne, vi har udført for at undersøge arbejdsvilkårene for de ansatte i hjemmeplejen.
INDTIL VIDERE HAR POLITIKERE været totalt tonedøve overfor problematikken. Problemet skubbes fra Kommunernes Landsforening til den enkelte kommune med henvisning til, at det er op til den enkelte kommune/ledelse at planlægge og tilrettelægge.
Men i det virkelige liv sendes aben videre til den enkelte medarbejder. Hun må selv finde ud af, hvordan hun skal nå de borgere, hun skal besøge.
Og her påtager medarbejderne sig et stort ansvar for, at borgeren får den hjælp, de skal have. Eksempelvis ved at stjæle tid fra borgerne, springe pauserne over, arbejde ud over den arbejdstid, de får løn for, og ved at køre i egen bil for egen regning, hvis kommunen kun har stillet cykel til rådighed. Ledelserne ved det godt, men de lukker øjnene og lader medarbejderne i stikken.
Undersøgelsen viser også problemer med parkering. 28 procent af de ansatte, hvis køreliste er lavet til bil, oplever mindst en gang om ugen problemer med at finde en parkeringsplads tæt på en borgers bopæl. 19 procent af dem, der oplever problemer med at finde parkeringspladser, brugte en halv time eller mere på at finde parkeringspladser og bevæge sig mellem bilen og borgerne sidste gang, de havde problemer med at finde en parkeringsplads. Det svarer til 5 procent af alle ansatte i hjemmeplejen.
KIGGER MAN NED OVER en tilfældig køreliste, som en social- og sundhedshjælper- eller assistent har fået som sin arbejdsplan, ser man et tidstyranni uden lige.
Se blot på dette eksempel: ”Kl. 22.10 – 22.42: Forflytning eller lejring. Toiletbesøg eller skift af inkontinens hjælpemidler. Nedre toilette. Af- og påklædning. Personlig pleje. Give medicin.”
Selv psykisk omsorg er skemalagt, og vi har set adskillige kørelister med “5 minutter til psykisk omsorg”.
Det står i skærende kontrast til de politiske skåltaler om værdighed i ældreplejen. Det er hverken værdigt for den ældre plejetrængende eller medarbejderne.
I en tid, hvor kommunaldirektører forgyldes med fratrædelsesordninger, generationsskifteaftaler, fastholdelsesbonusser og dobbeltløn, der koster den enkelte kommunekassen, er det fuldstændigt uacceptabelt, at skulle se på og høre om, hvordan både medarbejdere og plejetrængende ældre konstant bliver beskåret i tid, bemanding og omsorg.
I STEDET FOR, at medarbejderne skal halse efter at nå opgaverne og borgerne med et stopur i hænderne, og forsøge at sjusse sig frem til køretid fra x til y, bør vi i stedet vise tillid til, at de hver dag gerne vil yde deres bedste og bruge deres faglighed i mødet med borgeren. Vise tillid til, at de i samarbejde med borgeren kan planlægge tid og opgaver.
Men det forudsætter, at kommunalpolitikerne dropper snyderiet. Dropper at snyde de ældre for tid. De ansatte for rimelige vilkår og snyde skatteborgerne for den velfærd, vi alle sammen tror, at vi betaler til.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.