Opdateret kl. 18:05
Indsatte i en række italienske fængsler har gjort voldsomt oprør mod strammere regler, der er indført efter udbrud af coronavirus i landet.
I den forbindelse er seks indsatte døde i et fængsel i byen Modena. Andre blev kvæstet under uroligheder, da et halvt hundrede fanger forsøgte at bryde ud af fængslet.
Det oplyser fængselsledelsen ifølge italienske medier.
De seks menes at være døde af en overdosis, skriver nyhedsbureauet dpa.
I alt 27 fængsler i Italien har gjort opgør over de strammere forholdsregler. Det oplyser fængselsbetjentenes fagforening ifølge dpa.
De nye regler indebærer blandt andet et forbud mod familiebesøg for at inddæmme spredning af coronavirus.
Også i byen Foggia har adskillige indsatte forsøgt at stikke af fra fængslet i protest mod reglerne, skriver italienske medier.
- Vi havde allerede advaret om, at der var øgede spændinger i fængsler, og at vi frygtede, at det kunne ende i en tragedie, meddelte en rettighedsgruppe ved navn Antigone natten til mandag.
I Modena er mindst to fængselsbetjente såret, og omkring 20 personer har måttet forlade fængslet.
Fængselsbetjentenes fagforening, Sappe, oplyser, at omkring 80 indsatte er blevet overført til andre fængsler efter oprørene.
Italien er det land uden for Kina, der har registreret det største antal omkomne som følge af coronavirus.
I alt har 366 personer mistet livet. Antallet af bekræftede coronatilfælde er 7375.
Størstedelen af dødsfaldene er registreret i Lombardiet i det nordlige Italien, som er den hårdest ramte af Italiens 20 regioner.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP