Går du på Café Kaffegal i Aarhus, kan du være nogenlunde sikker på, at der er en psykisk syg eller sårbar, som har frembragt det, du får serveret.
Sådan skal det være, for cafeen er en socialøkonomisk virksomhed, der med psykisk sårbare som arbejdskraft har været drevet med stor succes i snart syv år.
Og nu har caféejeren, Brian Sørensen, fået tildelt fællesskabsprisen for sin utrættelige indsats for de borgere, der ellers aldrig ville have en chance på arbejdsmarkedet.
Superdejligt
Fællesskabsprisen blev etableret i 2014 af blandt andre S-formand Mette Frederiksen og hylder dem, der binder Danmark sammen, men som sjældent får opmærksomhed for deres arbejdere og frivillige engagement.
- Det er superdejligt, at nogen bemærker det arbejde, jeg laver. Det er jeg meget glad for. Jeg har været i vælten før, men det har været på grund af udfordringerne for socialøkonomiske virksomheder. Det her er anderledes – her er der fokus på det, jeg gør, lyder den taknemmelige reaktion fra Brian Sørensen.
Den eneste raske i familien
Den 38-årige caféejer har haft psykisk sårbarhed inde på livet lige siden barndommen. Han er den eneste i sin familie, der ikke har været ramt af en psykisk lidelse eller depression. Derfor er han så optaget af, at man også skal have en chance, selv om psyken ikke er så robust.
- Hvis man kigger på dem som mennesker i stedet for en sygdom og en lang række af begrænsninger – tager udgangspunkt i deres evner – kan der komme noget helt fantastisk ud af det. Man kan mærke fra dag til dag, fra uge til uge, hvordan de bliver gladere, vokser med opgaven og får en større selvtillid og tro på egne evner.
- Jeg ved, det lyder som en kliché, men at befinde sig i det miljø er for mig så givende, at det bliver brændstof på min motor, fortæller Brian Sørensen.
Kvaliteten i top
Café Kaffegal beskæftiger 20 psykisk sårbare på særlige vilkår. Derudover er der fem-seks stykker med samme udfordringer i praktik i samarbejde med kommunen, og fordi cafeen er et mix af socialøkonomisk virksomhed og frivillig forening, er der også 25 frivillige, som kan være både psykisk sårbare og raske.
Med Brian Sørensen selv er der i alt fire ansatte på ordinære vilkår – de tre andre på deltid.
- Den her gruppe kan sagtens levere, men under specifikke rammer, og i og med at de er ufaglærte kører vil kvalitetskontrol på alt. Alle er under vejledning hele tiden, så der er sikkerhed for, at der ikke bliver lavet noget forkert. På den måde har vi mulighed for at lige på et højt gastronomisk niveau, selv om vi er en socialøkonomisk virksomhed, fortæller Brian Sørensen.
I 2014 blev Café Kaffegal kåret som Aarhus’ Bedste Børnevenlige Spisested, og i 2015 vandt spisestedet titlen som Byens Bedste Café.
Erfaringer og menneskesyn til rådighed
Skulle andre virksomheder have lyst til at se, hvordan man driver en socialøkonomisk virksomhed, er de ifølge Brian Sørensen meget velkomne til at kigge forbi. Han skal nok give en kop kaffe. Men de skal ikke regne med, at han frivilligt afgiver sine medarbejdere.
- Der er mange, der ikke forstår, hvorfor vi ikke sender vores medarbejdere videre, men vi kaster ikke guld på gaden. Når vi har investeret så meget i dem, vil vi også holde fast i vores gode medarbejdere med næb og klør, siger Brian Sørensen.
Fællesskabsprisen blev oprettet i 2014 på initiativ af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), Skanderborg Kommune samt en række fagforeningerne, virksomheder og uddannelser. Se hvilke ved at følge linket nederst.
"Fællesskabsprisen er en hyldest til de mange helt almindelige danskere, der hver dag gennem deres arbejde og frivillige engagement gør en ekstraordinær indsats for fællesskabet og for vores samfund til at glide."
I alt modtager 10 initiativer og projekter Fællesskabsprisen. Avisen.dk bringer de følgende dage interview med nogle af prismodtagerne.
Læs mere om Fællesskabsprisen her.