Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
VI TILHØRER åbenbart en kultur, hvor det er vigtigere at gøre op med fortiden end at være seriøst bekymret for fremtiden.
DET ER Taxamandens privilegium og lod at lytte til den ufiltrerede folkestemning. Dels er jeg nærmest narkotisk mediebruger af radio og net – en åbenbar konsekvens af en arbejdsdag, som hele tiden penetreres af pauser. Dels er jeg hele tiden i dialog med kunderne om livet i dronningeriget og omegn - i de korte øjeblikke jeg danner fællesskab med et menneske, uden nødvendigvis nogensinde at møde det igen.
DISKUSSIONEN KOMMER i temaer og bølger – og fornyligt var det endnu en af bekymringerne, der tog over i nogle timer og dage. Endnu engang, burde jeg sige. For temaet kommer igen og igen: Opgøret med vores venstreorienterede fortid – 60’erne og 70’erne. Overskriften var, at aldrig har det været sværere at være venstreorienteret. Det 'ALDRIG' skal nok ses i lyset af en relativt kort historie-opfattelse. Jeg tænker ikke mindst på de kommunister, der sad i tysk koncentrationslejr, efter at tjenstvillige, danske rigsdagsmedlemmer forbød DKP under den tyske besættelse. Men de er næsten alle borte, og siden har den kolde krig optaget os mere end den varme.
JEG ER selv barn af 60’erne og ung af 70’erne. Ikke voldsomt venstreorienteret – godt holdt på plads af en opvækst i et konservativt landbo- og officershjem. Men selvfølgelig kan jeg da genkende spændingerne mellem værdierne hos far og mor og så skolelærerne, der skrev under mod de amerikanske tæppebombninger i Vietnamkrigen. Den krig kostede omkring 60.000 amerikanske soldater livet og mere end 2 millioner vietnamesere. Her kan
man kan vist roligt sige, at der var nogle, der betalte prisen for at være venstreorienterede.
Men det er en anden historie…
DET VAR tv-dokumentaren om Christianias børn, der fik gang i kludene igen. Endnu engang en vigtig dokumentation af børn som ofre for omsorgssvigt. Denne gang med den paradoksale bagrund, at de unge Christiania-besættere dengang netop flyttede i fristaden for at frigøre sig af det kyniske, materialistiske samfund. De var hippier – de var venstreorienterede i datidens objektiv (selvom den gammeldags socialisme havde svært ved at klare disse langhårede, udflippede typer). Og som det er set så ofte før: Nogle af de frigjorte glemte alt om fred og omsorg. De søgte kærligheden i fri sex og stoffer – og børnene blev ofre. Men dokumentaren om Christianias børn blev også i ugen løb en metafor – endnu et symbol på den venstreorienterede fallit. Så konklusionen er klar hos de borgerlige iagttagere: Se nu her igen, hvor forfærdeligt det går, når man overlader magten til de røde. De er fulde af løgn, og de lader deres unger i stikken. Og værst er de, der sympatiserede med dem og har gjort sig selv til medskyldige. I mere end 25 år – siden kommunismens fald i Europa og murens fald i Berlin – har opgøret med de venstreorienterede stået på. Mange af tidens borgerlige politikere er netop rundet af en tid, hvor de blev formet af modstand mod de røde. Og det var ikke bare væmmelsen mod Karl Marx og Stalin. Det var en skummende vrede mod profiler som Svend Auken og Ritt Bjerregaard.
DET FORUNDERLIGE er, at vreden fortsætter, selv om Danmark og Europa sandt for dyden ikke er midt i en socialistisk revolution. De venstreorienterede terrorgrupper er afløst af religiøs fascisme. Og solid nationalisme er blevet stueren. Socialdemokraterne i Frankrig, England, Tyskland, Danmark fører en forsigtig, liberal økonomisk politik. Og frem på banen i de samme lande og i mange andre stormer de populistiske højrepartier. I Danmark, hvor denne højrefløj repræsenteres af det (europæisk set) ret moderate DF, har Folkepartiet til gengæld den store glæde, at socialdemokraterne i sidste valgkamp lod sig inspirere mere af fremmedangsten end nogensinde. Nu er DF en goliat af et støtteparti for en regering så smal, at den ligner ølflaskerne, før fadbamserne blev opfundet. Det store humanistiske SF er reduceret til en klub for surmulende, offentligt ansatte. Og Enhedslisten uden indflydelse ud over den folkelige gennemslagskraften for nogle af deres parlamentariske personligheder.
DER SKÆRES i de sociale ydelser. Der strammes i skolerne for at få karaktererne til at stige. De unge skal hurtigere gennem uddannelsessystemet, så de kan komme ud og være produktive. Der føres krig for milliarder i fjerne lande, og nu lægges der op til flere penge på forsvarsbudgettet til krudt, kugler og avancerede jagerfly.
ALLE TALER om individualisering i samfund kultur og medier – også internationalt. I dag er det en dyd i den moderne borgerlighed at være skeptisk over for EU. For slet ikke at tale om en voksende nationalistisk drøm om bolsjefarvede grænsebomme ved vore grænser. Integrationsminister Støjberg taler selv det tunge erhvervsliv imod og omtaler flygtninge- og indvandrergrupper, så der reelt lige så godt kunne stå DF som V på hendes visitkort. Og Pind – Søren Pind der altid har haft spruttende vrede som sit kendetegn er nu klar til at indføre en ”historisk hård retspolitik”, som han udtrykte det med vanlig beundring - for sig selv. Nogle idioters autonome stenkastende og rudeknusende ballade på Nørrebro gjorde den nye justitsminister lige så blå i hovedet af vrede, som østen er rød.
DET BESYNDERLIGE i denne tid er, at de sorte og blå stormtropper sekunderet af deres venstrefløjs-bekymrede kommentatorer, der endnu kan tændes af vreden over de løs- og løgnagtige 60’erer og 70’ere, - fortsætter en svedig, hektisk kampagne mod den venstreorienterede ”besættelse”. Man kunne drømme om - i bedste romerske stil at sætte en slave op på deres stridsvognen og råbe ind i ørerne på borgerlige stridsmænd af begge køn: ”Så slap dog af, for helvede. Krigen er slut, og du har vundet!”
For aldrig har det dog været lettere at være borgerlig og højreorienteret.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.